Frehr familietræ

Fremstillet i Nustrup kirke 23.04.1882. Faddere: Pige Gjertrud Marie Poulsen, Brøndlund, pige Marie Thomsen, Skibelund, bødker Thomas Hansen, Lille Nustrup, ungkarl Hans Ottesen i Brøndlund og ungkarl Thomas Thomsen, Kolsnap.

Ridder af Dannebrog.

Om Thomas Thomsen

Thomas Thomsen kom som barn med familien fra Brøndlund til Aalkjær, hvor faderen købte en gård. Den blev senere overtaget af Thomas Thomsen, som drev den med stor dygtighed.
Hans interesse for offentlige ting begyndte tidligt. Han fulgte levende med i det nationale og kristelige arbejde, og i 1918 blev han kommuneforstander for Aalkjær-Skibelund Kommune. Han kom i sogneudvalget, der ved Genforeningen i 1920 forberedte overgangen til dansk kommunalt styre, og efter det første danske kommunevalg blev han sognerådsformand for Nustrup Kommune. Kommunen bestod af byere Store Nustrup, Lille Nustrup, Gabøl, Brøndlund, Aalkjær, Skibelund, Bæk og Kolsnap. Indbyggertallet var da cirka 1.600. Hvervet som sognerådsformand varetog han helt frem til 1940, da han blev udnævnt til skatterådsformand for Frøs og Nørre Rangstrup Herreders Skattekreds.
I april 1941 flyttede han og hustruen til Gram, og gården blev bortforpagtet til en brodersøn. Han har haft talrige offentlige hverv i en lang række sammenhænge. Han var i flere perioder medlem af Nustrup Sogns Menighedsråd og i en del år formand for Haderslev Amts Sognerådsforening.
Han holdt hvert år den 10. juli på mindedagen for Kong Christian X's ridt over grænsen i 1920 et nationalt kristeligt møde i haven på gården i Aalkjær. Det var møder, der formede sig som folkefester med talere, sang og stort sønderjysk kaffebord. På mødet den 10.07.1945 blev det drøftet at rejse en mindesten for Genforeningen i 1920 og befrielsen i 1945. Der lå en sten i skellet mellem Højgårds og brøndlundgårds marker, som kunne bruges. Den blev sendt til stenhugger i Rødding og senere rejst på hjørnet, hvor vejen drejer ned til Aalkjær fra Ribevej. Indskriften blev forfattet af den mangeårige enelærer ved Aalkjær Skole, Steffen Steffensen.

Thomas Thomsen fik også den ære at blive indbudt til kongens taffel om bord på kongeskibet Dannebrog±.

Det var ikke altid let at være sognerådsformand i en ren landkommune som Nustrup. I krisetiderne i 1930'erne var indtjeningen i landbruget så lille, at der i indtægtskolonnen hos de fleste landmænd på selvangivelsen stod et nul.

Da Thomas Thomsen blev begravet, skete det under særdeles stordeltagelse. Næste dag lød overskriften i avisen "Den største ligfærd, der nogensinde er set i sognet". Op mod 600 mennesker fulgte ham til graven på Nustrup Kirkegård, og kirken, der har 450 siddepladser, kunne ikke rumme alle. Folk stod tæt, også ud i våbenhuset. Der var henved 200 kranse.
Thomas Thomsens ældste datter, Petra Friis, Farsø, udtalte i sine mindeord bl.a.: "Far var lykkelig ved sine mange hverv, det må I gerne vide, men havde højere mål. Han stod med begge ben på jorden, men med blikket vendt mod himlen. Far var en hædersmand, og det er det, det kommer an på".
Svigersønnen, pastor Kr. Friis, Farsø, der forrettede jordpåkastelsen, sagde bl.a., at Thomas Thomsen var retskaffen på sin måde, som Paulus var det på sin: Også for ham var de 10 bud en rettesnor.

Følgende står at læse i Thomas Hansen Thomsens egen levnedsbeskrivelse indsendt til Ordenskapitlet på Amalienborg Slot ved udnævnelsen til Ridder af Dannebrog:

"Da Hans Majestæt Kongen under 6. maj 1949 har udnævnt mig til Ridder af Dannebrogsordenen, skal jeg meddele følgende om mit liv:
Jeg er født den 12. marts 1882 i den lille landsby Aalkjær i Nustrup Sogn (Haderslev Amt), hvor mine forældre Hans Jørgen Thomsen og hustru Anne Marie født Frank ejede en gård. Slægten er af gammel sønderjysk og dansk rod, og allerede som 6-årig erindrer jeg fra skolen, hvordan vi børn harmedes, da vor dansklærer Husmann efter ordre fra oven måtte samle vore danske ABC-bøger sammen, hvorefter de blev erstattet med en tysk Fibel. Dette var det første angreb på danskheden, jeg husker, men det hagede sig fast i os børn, og gennem årene øgedes modtrykket fra vor side, ikke mindst under påvirkning fra vore hjem.
Min fader var veteran fra 1864, hvor han bl.a. havde været med i kampen ved Dybbøl, og aldrig kunne han glemme paragraf 5-løftet, men desværre oplevede han ikke Genforeningen, idet han døde 1. juledag 1916.
Jeg lærte landbrug dels hjemme, dels ude, og i 1904 blev jeg, 22 år gammel, indkaldt til to års tysk militærtjeneste i Lübeck. Det sidste år var jeg tjener hos en major, som, selv om han var holstener, havde stor interesse for og ofte talte med mig om dansk åndsliv og kultur. I året 1911 indgik jeg ægteskab med Sofie, født Friis, hvorefter jeg overtog gården fra mine forældre, men da den første verdenskrig udbrød 1914, blev jeg atter indkaldt som soldat, men jeg slap godt gennem krigen på grund af lidt sygdom af og til.
Efter krigens afslutning 1918 blev jeg kommuneforstander i byen Aalkjær og siden dansk sognerådsformand for hele Nustrup Sogn, og som sådan var jeg til stede, da vor højtelskede konge Christian X med familie red Sønderjylland ind den 10. juli 1920, en dag, som vi hvert år siden har fejret ved en kristelig-national fest i vor have, og den 10. juli 1945 rejste vi en mindesten ved alfarvej med inskriptionen:

1920 - 45
En gang befriet fra fremmed Vælde,
nu Voldsmands Lænke brudt paany,
om Herrens Naade skal Sten melde,
og tolke Takken fra Egn og By".

Videre blev jeg valgt til sognets menighedsråd og til formand i byens skolekommission og skolenævn, hvorved jeg fik lejlighed til at øve en indsats for det kristelige liv i kirke og skole, ligesom jeg blev medlem af bestyrelsen af Haderslev Amts Sparekasse og formand for Kapiteltakstudvalget for Haderslev Amt.
Som sognerådsformand og formand for Haderslev Amts Sognerådsforening til 1940 nød jeg den store ære at blive indbudt til Hans Majestæts taffel på "Dannebrog" (kongeskibet), ligesom jeg et år havde den glæde at byde kongen og dronningen velkommen til vor by, en oplevelse, som vi aldrig vil glemme.
1940 blev jeg formand for Frøs og Nørre Rangstrup herreders Skattekreds og flyttede da til det mere centralt beliggende Gram, hvor jeg oplevede hele besættelsestiden og fik lov til efter bedste evne og alder at yde en lille indsats i modstandsbevægelsen.
Meget fik jeg at takke for i årene, der svandt, og det er mit højeste ønske og min daglige bøn, at et frit Danmark må gå lyse år i møde, og at også vore sydslesvigske landsmænd ad åre må samles med os under vort rød-hvide banner."

Som soldat var Thomas Thomsen tjener for en major, og i en artikel under overskriften "Generalen og hans tjener" med underoverskriften "Et solskinsbillede fra udlændighedstiden" kommer lærer og forfatter Steffen Steffensen med denne beskrivelse, der sandsynligvis er offentliggjort i 1930'erne (i "De unges blad"):

"10. februar er sønderjydernes største nationale festdag. Denne dags aften samles tusinder af mennesker i forsamlingshuse, krosale eller skolestuer for at mindes afstemningen 1920. Ved disse lejligheder drages ofte minder frem, mest minder om overlegne, tit brutale magthavere. om undertrykkelse, ja, ligefrem forfølgelse - men enkelte gange ses glimt af noget andet, vidnesbyrd om noget alment menneskeligt, der ikke ænser skillelinjer, eller en fællesfølelse - f.eks. den kristelige - der endog formår at bygge bro og kan give sig udslag i venskab, der trodser både nationale og sociale skel.
Ved en sådan afstemningsfest fik jeg et lille indblik i et forhold, et venskab af en egen art. Det greb mig, og efter at have sat mig nøjere ind i sagen, vil jeg gerne prøve at give "De Unges Blad"s læsere en skildring deraf.
En 22-årig sønderjysk bondekarl, Thomas, indkaldtes i 1904 og skulle aftjene sin værnepligt i Lübeck ved 162. Bataillon. Han var fra et dansk og kristent hjem i Haderslev Vesteramt. Tjenestetiden var dengang to år, men efter et halvt års forløb kom han til at gå lidt til hånde i huset hos bataillonsføreren, major Oscar Haevernick. Følgen blev, at da det første år var gået, og det gamle mandskab, bl.a. også majorens tjener, blev mønstret, blev Thomas antaget som tjener og kom til at bo privat.
Major Haevernick var på den tid 47 år. Han var adeligt gift - med en von Maltzan - og havde to børn. Tjeneren havde forude husgerning bl.a. den pligt, sammen med majoren eller alene med begge heste at ride nogle timer dagligt. Lübecks skønne omgivelser fik Thomas således rig lejlighed til at glæde sig over, men endnu interessantere var de samtaler, der under rideturene kom i stand mellem den høje, tyske officer og den sønderjyske tjener.
Majoren - "den gode major", som befolkningen i byens omegn kaldte ham for hans personlige venlighed - var meget interesseret for Sønderjylland. Han var mecklenburger af fødsel og så nok af den grund mere uhildet på sagen; især var han optaget af, at Thomas' far havde været med ved Dybbøl i 1864. "Så har han ikke meget tilovers for prøjserne", udbrød han, da han hørte det.
En dag på en ridetur spurgte majoren "Thomas, kan du synge Kong Kristian?". Og da Thomas nølede lidt, istemte majoren første vers og gennemførte det på dansk.
Som en slags undskyldning for sin nølen sagde Thomas noget om, at sangen var forbudt, hvilket fik majoren til rask at udbryde: "Hvad rager det mig?"
Majoren fik efterhånden stor tillid til sin tjener; altid skulle Thomas give sagerne et sidste eftersyn, selv majorens seng, som en sergent altid opredte under manøvrerne, skulle tjeneren altid give den sidste afglatning, før majoren kunne sove godt i den.
Tilliden blev i nogen måde overført på landsmænd, idet majoren senere altid tog sønderjyske tjenere. Kun én gang var der uvejr i luften: Tjeneren kom et par minutter for sent med en hest. Da lød det: "Thomas, hvis en af os skal vente, da ma det være dig!"
Majoren var en kristen, og hjemmet var i modsætning tilså mange officershjem smukt og godt. Tjeneren gik hyppigt i KFUM, og majoren klippede annoncer ud af aviserne til ham, når han fandt noget desangående.
"God morgen, hr. major!" - "God morgen, min dreng!", lød det for eksempel. Det var ikke almindelig omgangstone mellem officer og tjener. Det fortrolige forhold udviklede sig til en art venskabsforhold, uden at der fra nogen af parterne blev givet noget som helst udtryk herfor, så længe soldatertiden varede.
Efter de to års soldatertid hjemsendtes Thomas 1906. Han følte det, som tog han afsked fra et godt hjem. Skønt der ikke blev talt om brevveksling, kom en sådan ret hurtigt i stand, og her havde begge parter lejlighed til at udtrykke sig friere, og venskabet stadfæstedes. Til fødselsdagene og til jul veksledes breve og tit smågaver.
Ved krigens udbrud 1914 forstod major Haevernick, der nu var avanceret til oberstløjtnant, sønderjydernes stilling. Han deltog i krigen på Vestfronten og blev såret tre gange. I september 1918 gik han af som generalløjtnant. Han tog da med sin hustru bolig i Wilhelmshöhe ved Cassel.
I revolutionstiden skrev generalen til sin gamle tjener, der fa forlængst havde overtaget sin fars gård i det sønderjyske landsogn: "Vil Sønderjylland gå fra Tyskland?". Thomas svarede: "Ja, glæden og begejstringen er stor". Generalen svarede igen: "Ingen kan fortænke nogen i, under de nuværende slappe tyske forhold, at søge sig et andet fædreland".
1922 foretog Thomas med sin hustru og nogle slægtninge en rhinrejse. De besøgte da general Haevernick i Wilhelmshöhe og blev hjerteligt modtagne - næsten som hjemvendende børn - i det fornemme, men yderst spartanske hjem. De var kørt op for døren i bil. Generalen sagde: "I de 21/2 år, jeg har boet her, har endnu ingen kørt for min dør i bil". Thomas svarede med et smil: "Der skulle vel også være forskel; jeg var vel også tjener". Så var isen brudt.
Det var hårde tider for pensionister i Tyskland. Samtidig var en overlandsretsdommer på visit. Da han hørte, de danske gæster kørte med 1. klasse på banen, sagde han: "Jeg kører på 4. klasse, da der ikke er nogen 5".
Et havestykke manglede hegn, men der var ikke råd dertil. Thomas bad da, så lempeligt som muligt, om lov til at stille et beløb til rådighed til en stolpe til minde om en gammel tjener, hvilket generalen med tårer i øjnene tog imod. I et senere takkebrev fortalte han, at beløbet slog til til hele hegnet, ja, de blev endog tilovers til en lille vogn, hvormed generalen trak rundt på vejene og opsamlede gødning til sin have. Et tidsbillede fra et ulykkeligt folk.
Generalen tilbød Thomas et par værdifulde billeder til købs; et par slægtninge ville sælge for at få brød; prisen var 1600 Mark stykket. Efter hjemkomsten sendtes pengene; 10 kroner kunne klare sagen, Et takkebrev oplyste, at det blev 3200 Mark pr. billede. Ved tolden var der vanskeligheder; indførselen kostede 320.000 Mark, men også det kunne en 10-krone klare.
Ved afrejsen fra generalens forærede denne sin gamle tjener et meget smukt eksemplar af Johan Arndts: "Sand Kristendom", 1831. Bogen bar præg af flittig personlig brug.
Det næste år veksledes en del breve. Et enkelt havde generalen endog efter en ordbog skrevet på fejlfrit dansk. Derimod tabte Thomas' tysk sig lidt: "Det må ikke gerne blive ringere", skrev generalen engang. Selv interesserede general Haevernick sig meget for Danmark. Han havde som ung været en del i København, som han holdt meget af, især Glyptoteket, som han håbede endnu en gang at få at se. Han ønskede også tit at holde ferie på Fanø, men "10 kroner om dagen for dansk luft er for dyrt", erklærede han.
I maj 1924 meddelte generalen i et brev, at han indlagde sig til en operation. Han havde så beskikket sit hos og bl.a. taget et maleri ned af væggen og selv bragt det til Posten. Det var nu sendt som et varigt minde til "Mein libe Thomas", som han altid skrev i sine breve.
Men 10 dage efter, endnu før maleriet kom igennem tolden ved grænsen, kom et brev med sørgerand. I brevet meddelte generalinden, at hendes mand var afgået ved døden efter operationen. Men da Thomas så, at adressen på sørgekonvolutten var skrevet af generalen selv, da greb dette ham næsten dybere end meget andet. Efter begravelsen bad han om for sin regning af måtte få plantet en busk på generalens grav "fra en taknemmelig tjener".
Brevvekslingen fortsatte med generalinden flere gange årligt. Et par år efter besøgte Thomas med sin hustru og en datter generalinden under et kort ophold, hun gjorde i Flensborg. De tilbragte en eftermiddag sammen til gensidig glæde. Og endnu, mens disse linier skrives, lever generalinde Haevernick (født von Maltzan) i sit stille, fornemme hjem i Wilhelmshöhe, og den danske sønderjyde Thomas på sin gamle arvede gård i Danmark, og selv så sent som i dette forår vekslede de breve; vidnesbyrd om forståelse, agtelse og samfølelse tværs over rigs- og landegrænser".

Den 01.06.1934 tog Thomas Thomsen i sin egenskab af sognerådsformand imod Kong Christian X, da majestæten sammen med dronning Alexandrine og andre kongelige besøgte Nustrup Sogn. Thomas Thomsen talte til kongen. Her er hans tale:
"Det er anden gang, Deres Majestæt gæster vort sogn, og det er os en stor glæde af måtte få lov til at hilse på vor elskede konge Christian X, dronning Alexandrine og Deres kongelige højheder her ved vor gamle kirke, som også bærer navnene af vore 60 fædre og sønner, der faldt i den store krig.
Vi føler det som en stor oplevelse og en betryggelse i disse så vanskelige tider at have vor konge iblandt os, og vi vil gerne, og ikke mindst i en tid som denne, bekræfte vort genforenings-ja til vor konge og fædreland og sige, at det var os en hjertesag og er og bliver en virkelighed, der bliver bestående, og vort ønske skal være Gud velsigne kongen og hans hus.