|
Delt note |
Da han i 1668 fik sit første barn, havde han været soldat, tjent sin tid ud, giftet sig og bosat sig. Han må have været mindst 24 år på det tidspunkt. Hvem var Adam Leopold? Det belyses i bogen Seem Sogns historie, udgivet 1997 og skrevet af lærer Søren Mulvad. Her bringes oplysninger og beskrivelser i uddrag: Ud af mange enslydende mandsnavne i et sogn træder pludselig en person ind i billedet, der bærer et lige så usædvanligt for- som efternavn. Det pirrer fantasien. Og det gjorde Adam Leopold.
I tiden omkring 30 års-krigen og de følgende svenskekrige var et træk af fremmede krigskarle, som drev gennem landet. Nogle hærgede og plyndrede hæmningsløst. Efter krigene var det sparsomt med karlfolk, der kunne overtage fæsterne af de forladte og forfaldne ejendomme.
En af de fremmede må have fattet godhed for egen - eller måske for en sød kone, hvis udsigter til ægteskab med en karl fra egnen må have været beskedne: Der var ikke mange unge karle tilbage! Lykken varede dog ikke længe. Den unge kone døde, og efter tidens skik giftede han sig hastigt igen, denne gang med en ung pige fra Varming, Niels Jepsens datter, Karen.
Adam Leopold var permitteret, afdanket udrider fra en af de danske hære. Vi ved ikke, om det var en af nationalhærene, eller om han havde tjent i en lejetrop. Da han havde frihedsbrevet, må vi formode, at han havde tjent sin tid ud.
Hvilket sprog talte han? Vi aner det ikke. Kærligheden har næppe - dengang som nu - behøvet mange ord.
Første gang han trådte offentligt frem - i hvert fald så vi kan kontrollere det i dag - var den 9. juni 1668. Retten på Lustrup Birketing var trådt sammen, og et af punkterne var, om nu Adam Udrider virkelig havde så meget af den fælles agerjord i drift, som hans gårds størrelse forpligtede ham til.
Han kan eventuelt have været ukyndig om stedets skik. Der behøver ikke være noget mistænkeligt i sagen. Der var såmænd så mange, der ikke ret vidste, hvad de var pligtige at dyrke, og hvor de skulle bjerge, efter at de gamle var borte og en vigtig traditionskilde dermed var uddød.
Året derpå var han indstævnet som vidne i en sag om kreatursmugling. Det var de år, da der skulle betales told af kreaturer, der blev drevet over Kongeåen.
Vi træffer Adam Leopold igen godt fem år senere. Denne gang er det alvorligt. Den tidligere soldat står anklaget for et morderisk overfald.
Den 10. oktober 1674 var en gartner på vej med sin vogn fra Ribe mod Gram. Han havde taget en torvekone fra Enderupskov med op at age, Ingeborg Hansdatter, der ligeledes havde været til torvs med en kurv Rover og Røder. Solen var gået ned, og da vognen kørte over Lustrup Mark, skete der et uheld med det ene baghjul. Gartneren, Iver Christensen fra Gram Gods, stod af og kiggede på hjulet, da der i det samme kom en rytter på en brun hest op på siden af ham. Rytteren har åbenbart optrådt truende, for Ingeborg Hansdatter råbte, at Iver Christensen skulle skynde sig at sidde op i vognen. Måske har de i forvejen frygtet rytterens komme, og de to mænd kan tidligere have været i klammeri, for den fremmedes første ord lød så hånske: - Så fort du kører?
Iver Christensen, der ellers straks var sprunget til vogns, steg atter ned og værgede for sig med armen, da han blev overfaldet, men han havde ikke store chancer mod den drevne soldat, der svang sin degen, det vil sige en lang dolk, over hovedet på ham. - Hvor nu, råbte gartneren Rytteren svarede: - Hvor er det?
I det samme stak han sin dolk dybt ind i venstre side i Iver Christensens bryst og flygtede straks bort.
Hvordan nu Ingeborg Hansdatter har fået den sårede mand op i vognen og har kørt ham fra Lustrup Mark til Enderup, kan vi ikke vide. Men det virker underligt, at hun ikke holdt og søgte hjælp i Seem By, som hun dog kørte direkte igennem.
Har hun og Iver Christensen frygtet for at møde rytteren igen? Havde de alligevel en anelse om, at han forfulgte dem?
De kom i hvert fald til Enderup, hvorfra der sendtes bud til Gram efter sognepræsten, til Ribe efter bartskæreren og til Tiset efter vidner, som skulle syne den sårede mand.
Alle de tilstedeværende vidnede senere, at Iver Christensen af Verffel, søn af Christen Gartner i Gram, tjenende Wolf Hendrick von der Wisch, var død af stikket den følgende fredag efter at have modtaget den hellige absolution og nåderige nadver af sognepræst Frederik Hansens hånd.
De vidnede også alle, at den beredne morder var gartneren ukendt, og gartneren selv havde på sit dødsleje udtalt, at han ikke kendte vedkommende og ikke havde noget udestående med ham.
Det er næsten ikke til at tro på.
Men samme nat rømte Adam Leopold af sin gård i Seem. Han blev aldrig fundet, og kragerne samlede sig om det efterladte ådsel: Det forladte bo.
Den forladte hustru, Karen Nielsdatter fra Varming, datter af Niels Jepsen, stod ikke alene tilbage med smerten over tabet af sin mand, men tillige med tre børn af hans første ægteskab, som han havde bragt med sig, en 8-årig pige, Anne Sabine, født i 1666, en 5-årig dreng, Hans, født i 1668, og en 11/2-årig søn, Jokum, født i 1672.
Gårdens midler blev gjort op. Der var ikke rørig formue, men gården var ganske vel besat med dyr, redskaber og bohave. Retten forsøgte at finde ud af, om den rømte havde taget noget med sig, men det lod ikke til at have været tilfældet. Endog hans frihedsbrev og hans fæstebrev fandtes i behold.
Der var seks heste, 14 får, 20 svin og ni kreaturer foruden fjerkræ. Rettens betjente noterede, at der skulle være duer på loftet, men de var nu ikke hjemme, da de skulle tælles. Der var temmelig meget indavlet korn og hø, og kisterne i stuen var fulde af tøj, gangklæder og sengetøj. Ikke noget ringe bo, alt i alt.
Der blev læst et tilbud fra Seem prædikestol, om nogen ønskede at overtage fæstet, og en ung mand påtog sig derefter gården.
En fremmed fugl var draget forbi. Hvorfra kom han? Hvor blev han af? Vi aner det ikke. |