Den følgende tekst findes håndskrevet i en bog (hæfte), som på forsiden bærer påskriften ”Familien Kristiansen Slægten tilegnet”. Af en påskrift med anden hånd fremgår, at min mor, Helga Kristiansen, har arvet bogen efter sin bror Laurids’ død 15. oktober 1977. Min mor var den længst levende af Mads Kristiansens børn, så det er naturligt nok, at hun arver den efter Laurids` død. Jeg har arvet den efter min mors død 1986.
Teksten findes i en bog af samme type som ”Kristiansen-vandrebøgerne”, og det må vel formodes, at den har væ-ret rundsendt til børnene efter 1953, hvorefter den i 1958 er gået i arv til ét af dem. Det er uklart for mig, om nogle af børnebørnene, hvoraf flere af os jo har kendt Mads Kristiansen, har set teksten, jeg har ikke selv læst disse erindringer før efter min mors død.
Mads Kristiansen er født 1873 og død 1958. Det fremgår af teksten s.10, at han var 80 år på nedskrivningstids-punktet. I hans indledning s. 2 skriver han ganske vist, at hans hukommelse (kun) spænder over 75 år, men da han flere steder i teksten gør rede for og er opmærksom på, at børns hukommelse ikke går længere tilbage end til cirka 5 års alderen, er det formentlig det samme han tænker på, når han her skriver om, ”hvad hukommelsen spænder over”. I begge tilfælde bliver derfor resultatet, at han skrev disse erindringer som 80-årig, altså i 1953, formentlig over ret få uger, det drejer sig jo kun om cirka 13 trykte sider (55 håndskrevne).
Erindringerne stopper beklageligt tidligt, cirka 1918/20, og der er ikke nogen rigtig slutning af f.eks. filosofisk-kristen art, eller med en hilsen til børnene (som han jo flere steder i teksten henvender sig direkte til), med ønsker for de-res fremtid eller lignende. Det kan nok undre, at han ikke i det mindste fortsætter indtil det store snit i hans (og bør-nenes) tilværelse indtræffer: Hans kone, Marens, død 30. april 1924, efter 29 års ægteskab. Forklaringen kan væ-re, at han overhovedet ikke rigtig har lyst til at skrive erindringer - jvnf. hans egen indledning – kombineret med, at han flere steder nævner, at disse erindringer ikke skal række ind i den periode, børnene selv kan huske, og da den yngste, Arne, er født 1911, er det passende at stoppe omkring 1918. Det må også undre, at han slet ikke omtaler to meget alvorlige og tragiske begivenheder, han og Maren kom ud for: De mistede i 1906 et barn 14 dage efter fødslen, og det samme skete i 1908 – denne gang 6 dage efter fødslen. Men ingen kan selvfølgelig i dag vide no-get som helst om, hvorfor noget er udeladt, og hvorfor han stopper op så tidligt – da han er 45-46 og fortsat i fuld vigør.
Teksten er som nævnt håndskrevet med en smuk og let læselig skrift. Den gengives nedenfor, som den foreligger, med følgende mindre ændringer: Ortografien er moderniseret, men en forældet stavemåde, som forekommer en-kelte steder (gj…kj…) er dog bevaret, ligesom stavemåden i visse forældede ord er gengivet uændret. Teksten rummer kun få fejl i ortografi og sprog, og sådanne fejl er normalt ikke rettede, bortset fra helt oplagte skrivefejl. Tegnsætningen er uændret fra originalen.
Oktober 2011
Andreas Frehr, dattersøn af Mads Kristiansen, søn af Helga Elisabeth Kristiansen og Lydik Frehr
Mads Kristiansens tekst:
Efter at mine børn ved enkelte lejligheder har opfordret mig til at nedskrive mine erindringer gennem de snart 75 år, hukommelsen spænder over, har jeg trods mange betænkeligheder bestemt mig til at gøre et forsøg.
Hvorvidt det bliver til mere vil tiden vise, idet opgaven står og falder med min evne til at give slægten et virkelig-hedstro billede af mig selv gennem tiderne og af de mennesker og forhold, det er nødvendigt at føje ind i billedet for at give mit eget liv den rette baggrund og ikke mindst til forståelse af den udvikling, jeg har været underkastet.
Min barndom og barndomshjem
Min fars slægt stammer fra Sperring, mere ved jeg ikke om den, farfar hed Kristian Madsen og farmor Sidsel, vist-nok Christensdatter. Hvornår de er kommen til Boddum kan jeg ikke sige, men de ejede det husmandssted der, som far købte da han skulle giftes med Niels Hoves Kristiane Nielsdatter, og hvor de boede indtil de i 1897 flyttede til Heltborg i et hus, de havde købt og som grænsede op til den ejendom, hvor eder mor og jeg var flyttet ind i 1895. Far havde to søstre i nærheden, den ene var gift med Niels Vendelbo, og de boede i et hus ned ved kæret hvor ve-jen fra Boddum fører over i Ydby sogn, denne vej har altid heddet Præstevejen, fordi pastoratets præst , der boede i Boddum, altid færdedes der om søndagen til gudstjeneste i Ydby. Niels Vendelbo og Ane havde nogle magre he-deagre, en stump mosejord og udyrket kjær, hvorpå de holdt et par køer og en del får, som de havde fået lov til at græsse om sommeren på de tilstødende fremmede hedearealer. I hjemmet voksede 5 børn op. Den anden af fars søstre var gift med Jens Hummelshøj, de boede i et jordløst hus, der havde sin have helt ud til strandkanten ved fjorden ca. 300 meter nord for Doverodde, i dette hjem var der af børn 7, det var fars nærmeste slægt.
Min mors familie kender i bedre, fordi Eders egen mor er runden af denne slægt, men hun havde dog en broder, I ikke kender noget til, det var murer Klemme Hove i Hvidbjerg, til trods for at han var den yngste af slægten, døde han allerede inden min konfirmation. Så var foruden Laust Hove tillige Stine, vistnok Kirstine, der var gift med smed Kr. Andersen og endelig som den yngste Johanne Kjems, som nogle af jer måske har set - nej det kan kun være Stjanne.
Far må være født 1830 eller 31, og mor var et par år yngre, og de er altså begge født i Boddum, far i det hus, der blev hans eje indtil 1896, og mor fødtes i den gård som indtil for nogle år siden var Niels Hoves, og den er altså i slægtens eje gennem 4 generationer, måske flere. Hvornår far og mor blev gift, ved jeg ikke så nøje, men det må vistnok have været 1855, og da har de sikkert fået Kristen Madsens hus, medens han og farmor kom på aftægt hos dem, de to var døde længe før jeg blev født. I dette hus fødtes jeg altså den 13. marts 1873 hvor der i forvejen var to pigebørn, jeg kom så langt bag efter de andre, at min ældste søster, Sidsel, havde været ud at tjene i flere år, derimod kan jeg ikke erindre, at den anden søster, Maren, nogensinde har tjent hos fremmede.
Da jeg kom til verden var far syg, han havde fået tuberkulose, som den gang var anset for en håbløs og uhelbrede-lig sygdom, og far var da også kommen så langt ud, at hans læge, Bloch i Koldby, havde sagt ham, at der ikke var mange uger tilbage af hans liv, og dagen før jeg skulle bæres til dåben, havde præsten været hos far for at give ham nadveren, og man ventede døden hvert øjeblik, ja så sikker var man på dette, at jeg i dåben kom til at hedde Mads Kristiansen, fordi far rimeligvis var død, når de kom fra kirken med mig, men så skete miraklet, at han trods alle videnskabelige spådomme begyndte at komme sig og levede altså derefter i 43 år.
Da jeg omsider var begyndt at gå ene, begyndte samtidig vanskelighederne ved at passe på mig, og det skyldtes især, at der nogle få skridt fra huset fandtes en gammel mergelgrav med vand i, og der ville jeg med vold og magt gå hen, så jeg skulle være under stadig opsigt. Alligevel gik det galt. En dag havde jeg sneget mig ud og pilede naturligvis hen til dammen, og var også kommen så vidt, at jeg plumpede i vandet, inden mor opdagede min for-svinden og løb ud til graven, hvor jeg sad tæt ved brinken men dog altså var begyndt at stikke til søs. At jeg ikke straks var gået ned skyldtes min påklædning, idet jeg som alle børn den gang - uanset køn – gik i en pigekjole, og da jeg dumper ud, bliver luften siddende øverst i mit skjørt, der var bundet fast om livet og forhindrede mig i at gå til bunds med det samme, så mor kunne nå en flig af tøjet og få mig halet i land. Denne begivenhed havde imidlertid til følge, at hvis mor skulle i marken eller hen, hvor hun ikke kunne have mig med, blev jeg tøjret i et langt stykke reb, der blev bundet på ryggen af mig, medens den anden ende fæstedes i håndtaget på bagdøren, så jeg kunne bevæge mig i det omfang linen tillod. – Må jeg indskyde, at disse ting er fortalt mig af mor, da begivenhederne lig-ger et godt stykke foran min hukommelsesevne.
En urolig krabat har jeg været, og vanskelig at passe på, og opgaven hvilede mest på mor, men det førte med sig, at hun og jeg blev mere hinandens fortrolige, end far og jeg, dertil bidrog måske også at far i nogle år stadig var noget svag, og mor måtte gøre meget - det meste – af arbejdet såvel i stald og lade som i marken, og ved dette var jeg i almindelighed med, først som øjenvidne og senere med den hjælp, jeg formåede at yde. Men tiden gik, og da jeg havde fyldt 7 år, meldte der sig et nyt og alvorligt problem, skolen. Den faldt netop i en tid, da den grundtvigske folkebevægelse var nået til egnen, og mine forældre tilligemed nogle andre familier i Boddum havde sluttet sig til denne, bl. a. Laust Hove, Thorning Riis, vor nabo Kristen Sø, Anders Degn og svogeren (fars) Niels Vendelbo. Samtidig var Indre Mission begyndt at holde vækkelsesmøder i enkelte hjem, og der udviklede sig på dette område ret skarpe skjel, der gennem min skoletid og ungdomsår førte til begivenheder, som jeg ikke glemmer, men nu er historie og kan næppe have Eders interesse. Det fik dog betydning for min skolegang, thi vi havde netop i vor sko-le en meget dygtig mand i lærer Jensen, men han havde i mine forældres øjne den utilgivelige fejl at være missi-onsmand, og som følge deraf måtte jeg ikke gå i Boddum skole, og resultatet heraf blev, at jeg foreløbig skulle un-dervises hjemme, hvilket blev den første skæbnesvangre bestemmelse i min uddannelse.
For at undgå al skadelig påvirkning og komme under indflydelse af en mand med den rigtige kristendomsopfattelse blev jeg sat i skole hos Andreasen i Dover, og han var tilvisse en god og velmenende mand, men desværre ingen dygtig lærer, og da min skolegang der var en frivillig overenskomst mellem ham og far, blev jeg anvist en plads så-dan lidt for mig selv, og min undervisning fik egentlig det samme præg, således at jeg ret bogstaveligt fik lov til at passe mig selv og derfor kun fik den undervisning, jeg kunne suge ind gennem selvarbejde og ved at følge med i, hvad der blev arbejdet med i klasserne, så det er forståeligt, at nogen større fremskridt gjorde jeg ikke, selv om jeg for det meste mødte til skole både i yngste og ældste klasse, navnlig når det skal siges, at skolen som helhed ikke stod højt undervisningsmæssig set. Men årene gik på den måde indtil november 1885, da blev Andreasen heldig-vis (desværre) syg, og der kom en vikar til skolen, hvorfor min skolegang endte med det samme der, og jeg har si-den kunnet skjønne hvilke overvejelser afbrydelsen førte far og mor ind i med hensyn til min videre skolegang, jeg var da 12 år.
Nu havde far gennem sit arbejde i foredragsforeningen nogen kendskab til højskoleforstander Axelsen i Jebjerg, og jeg tænker, der har fundet nogen brevveksling sted mellem de to angående mig, og resultatet blev i hvert fald, at far omkring 1. december rejste til Jebjerg med mig og afleverede mig til Axelsen, hvor jeg blev sat over i drenge-skolen mellem 20 andre nogenlunde i samme alder, og nu først begyndte min egentlige skolegang, og nu først blev jeg virkelig sat til at bestille noget. Jeg kan endnu godt huske, hvor jeg sled med de mange lektier i den første tid, thi lærer Nedergård var en arbejdsmand og krævede meget af os drenge, men da jeg først var kommet i træning, gik det meget godt med følge trop med de andre. Tiden til april gik hurtigt, og jeg kom hjem til arbejdet der. Da vi nåede november1886 rejste jeg atter til Jebjerg, og dette skoleår blev det bedste af dem alle, jeg gik til konfirmati-onsforberedelse samtidig, og blev konfirmeret i Lyby kirke 4. april 87, og nu skulle jeg altså hjem og for alvor tage fat på arbejdet derhjemme, da far efterhånden var gået så stærk op i handel med tørv, grise m. m. så han i hvert fald om sommeren ikke var hjemme undtagen om søndagen.
Nu går der nogle få år, hvor der i grunden ikke sker andet, end at drengen vokser sig ud til at blive yngling. Det fo-regår dels under arbejdets pligter, dels ved at dyrke det kammeratskab, som jo næsten altid har de bedste vilkår i disse år, og jeg var i den henseende gunstig stillet. Det var nemlig i denne periode, da den grundtvigske folkebe-vægelse havde fået sit gennembrud i Boddum, ja egentlig op gennem hele Thy, hvor der var opstået kredse af denne retning, hvori der stadig holdtes møder med talere fra højskolekredse, men dette medførte også, at der fo-regik en spaltning i de sogne, hvor bevægelsen havde slået rod, således at ungdommen fra de såkaldte grundtvig-ske hjem fik en vis tilbøjelighed til at søge sammen i fritidsstunder til leg og skæmt, sådan var det i hvert fald i Bod-dum, og dette skyldtes især 2 hjem, hvor vi altid kunne være navnlig ved vintertid, det var hos Thorning Riis og An-ders Degn (Andersen), vi kunne også være i mit hjem og hos Kr. Sø, men ingen kunne sådan gå med i vor leg som Thorning og Anders Degn, jo det var en lykkelig tid. Jeg havde 2 jævnaldrende fætre, begge hed de Niels Hove, men den ene, smedens Niels, hørte ikke med til kredsen, han ville hellere spille kort, og dette havde ikke nogen in-teresse i vor kreds, derimod kom den anden Niels – min senere svoger – og jeg efterhånden meget sammen, navnlig kastede vi os med iver over jagten, og på sommersøndagene tog vi Lindholm i besiddelse, 200 tdr. land, som I vist har hørt mig fortælle om, der plaffede vi dagen lang uden at gøre synderlig fortræd, dels manglede vi måske øvelse, men især var vore bøsser ikke af de bedste, selv om vi ofte handlede og fik en anden, var de i kvali-tet hinanden nogenlunde jævnbyrdige. Disse forhold førte samtidig med sig, at jeg opholdt mig hyppigere i dette hjem end andre steder, og derved kom jeg ind i et kammeratligt forhold til Hoves 2 søstre, den ældre Maren og den yngre Ane Marie.
I min barndom og drengeår var jeg lille af min alder, men omkring 16 års alderen tog jeg sådan til at vokse og ud-vikle mig – for resten under en sygelig fysisk tilstand – at jeg på mindre end 2 år havde indhentet det manglende i en sådan grad, at jeg som 19årig svend gik på session, og så snart udskrivningschefen så mig faldt dommen: tje-nestedygtig og kraftig. Nu var jeg altså kropslig set ved at være voksen, men hvorvidt jeg i menneskelig udvikling var fulgt med, kan jeg ikke afgøre, karakterdannelsen kan jo hverken måles eller vejes, men nogen forandring var dog ved at ske, og det kan jeg fortælle på følgende måde. Når vi var flere sammen om sommeren til leg, var det en yndet adspredelse at lege ”2 mand frem for en enke”, og det kom vist af, at i denne kunne man prøve på en skjult udvælgelse af den, man helst ville fange og stå ved siden af, og det foregik på den måde, alt man lod enke tage den, der var en ligegyldig, hvorimod man lagde sig stærkt i selen, hvis det var en, man ønskede at fange, og pigen – hvis hun nærede samme ønske – kunne altid hjælpe til det rigtige udfald. Det var i disse lege jeg gjorde den opdagelse, at når Maren var ude, ville jeg absolut fange hende, men udover denne påmindelse skete der intet, det fik lov at gro i fred.
Den første gang jeg husker at have vist hende særlig opmærksomhed, var den dag, jeg var blevet udskrevet til soldat, da talte vi sammen om begivenheden, hun indenfor sit vindue, jeg udenfor, men der blev ikke nævnet et ord om, at vi to betød mere for hinanden end som gode venner, selv om jeg dog mener, at der var begyndt en tanke hos os om noget fremtidigt. At vi i det år der fulgte, blev mere klar over vore følelser for hinanden er ganske sikkert, og vi søgte at være sammen når lejligheden bød sig, men stadig uden at dette fandt udtryk i ord. Den 1. november 1893 skulle jeg møde ved 29. bataljon i Viborg, og aftenen før min afrejse gik jeg atter ned for at sige farvel til Ma-ren, og skjøndt jeg heller ikke da fik spørgsmålet frem, om hun ville blive min hustru, fik jeg en sådan besked om hendes bestemmelse, at jeg gik glad hjem og betragtede fra den tid sagen mellem os afgjort, men jeg var jo kun 20½ år gammel.
Min soldatertid, 11 måneder, springer jeg over, den ofrede jeg ikke mere på end nødvendigt, og der krævedes ikke meget, det var et sandt driverliv, og der blev en masse tid til overs til at spille og læse, disse to passioner hjalp mig til at slå tiden ihjel, tilligemed de breve jeg skrev til Maren og mit hjem. At jeg alligevel ikke har været en dårligere soldat end mange andre kan måske udledes deraf, at nogle dage før vi skulle hjemsendes, blev jeg sammen med 3 andre fremstillet for bataljonchefen, som tilbød os ansættelse som korporaler med fast og rimelig gage fra hjem-sendelsestiden, men jeg havde fået nok, og desuden ventede Maren jo på min hjemkomst, så jeg sagde uden tø-ven nej tak, min livsbane var jo foreløbig afstukket.
Få dage efter min hjemkomst blev der holdt et lille selskab hos Laust Hove, og ved denne lejlighed blev forlovelsen mellem Eders mor og mig offentlig forkyndt, og nu kunne vi færdes mere frit mellem andre, og vi havde en herlig vinter på den måde. Nu kan jeg måske atter gøre nogle skridt fremad, vi blev gift den 4.april 1895 i et forrygende snevejr, og dermed begyndte det samliv som varede i 30 år og vel nok i almindelighed er den mest begivenhedsri-ge og frugtbare periode i menneskers liv, og det vi oplevede og gennemlevede danner ikke nogen undtagelse her-fra. Selv om vi havde et indgående kendskab til hinanden, mere end vist de fleste unge ægtefolk, så viste det sig hurtigt, vanskelighederne satte ind på et område, hvor vi aldrig havde tænkt og ikke ofret en eneste tanke på, jeg nævner dette for at I kan se, hvordan små ting kan få større betydning og hører til dem, ægtefolk skal være på vagt overfor, inden de får lov til at brede sig og gøre fortræd. I Eders mors hjem foregik alting i regelbunden orden altså på klokkeslæt, dette gjaldt såvel spisetider og hviletider som arbejdstider, og børnene var indlevet i denne orden og forstod ikke, der kunne eksistere en anden daglig tilværelsesform. I mit hjem var forholdene diametralt modsatte, idet vi godt nok fik de samme antal måltider om dagen, som det var skik og brug, men uret var ikke ene om at be-stemme, hvornår vi skulle spise, arbejdet var her i høj grad medbestemmende, så hvis vi havde noget for i huset eller marken som kunne blive færdig ved at fortsætte ½ eller 1 time udover det normale, så blev der hverken taget hensyn til spisetid eller aften, og at det betød noget som helst med denne uregelmæssighed, var jeg uden forståel-se af.
Vi havde ikke været gift i mange dage før disse 2 indstillinger tørnede sammen og fik større betydning end det bur-de, og det tror jeg nok var min skyld, men det så jeg ikke den gang. Jeg fik nemlig en overhaling af Eders mor ad-skillige gange og tror også nok det hjalp på mig, men fejlen lå vist alligevel hos mig, fordi jeg fra min barndom og ungdom var blevet opøvet i – på mors tilskyndelse – at holde min mund overfor min hidsige far, så at det nu næ-sten var umuligt for mig at tage til genmæle, når nogen skjældte mig ud, og derfor tog jeg Marens bebrejdelser uden at kny, jeg blev bare tavs, og det er jeg nu ikke sikker på var den rette løsning. Efterhånden gik det dog så-dan, at jeg fik min inddeling af tiden bedre i orden, og hun blev med tiden knap så nøjeregnende som fra begyndel-sen, hvilket så vidt jeg forstår især skyldes de børn som efterhånden kom til os.
Det kan i øvrigt ikke siges, at Maren og jeg begyndte under velforberedte forhold eller i et velbesat hus, alt hvad vi fik med os fra Boddum til Heltborg kunne læsses på én vogn, og huset vi skulle bo i var utæt og forsømt, så hve-debrødsdage blev der ingen af, vi måtte i selen med det samme. Et sådant krav og begyndelse trykkede ikke mit livsmod eller mit humør, jeg stammede jo fra et hjem, hvis pladsforhold og indre udstyr ikke afveg meget fra det, vi nu flyttede ind i, hvorimod forholdene vel nok var mere – ja meget – forskellige fra hendes barndomshjem, men jeg hørte dog aldrig nogen beklagelse derover. Den 28. januar 1896 blev Maren født og samme forår flyttede far og mor hen til os i et hus ved siden af som havde et jordtilliggende på en ca. 10 tdr. land, der altså skulle drives sam-men med vor ejendom med senere sammenlægning for øje. Nu går der altså en række år, hvor vi var optaget af at gøre jorden mere produktiv og få nye bygninger, der svarede til de sammenlagte ejendommes størrelse, og vi ma-geskiftede 2 engparceller således at al jord blev et sammenhængende hele og udgjorde i alt 37 tdr.bygsædel.
Selv om vi altså var gode og flittige jordbrugere af den mindre gårdmandstype, kunne jeg ikke dy mig for at tage del i et og andet uden for hjemmets interessesfære, og kom derved til at stå i en slags opposition til den største del af den toneangivende gårdmandsklasse i sognet, ikke at jeg blev sat udenfor eller mærkede nogen bitterhed eller hån, men der er for mig ingen tvivl om, at man ”på bjerget” vekselvis lo og rystede på hovedet, jeg var ganske klar over dette forhold, hvilket imidlertid kun havde til følge, at jeg med ungdommelig stædighed holdt min kurs efter mi-ne idealer, så kunne - de andre – le eller harmes efter som det passede dem, og i denne henseende fik jeg altid støtte hos Eders mor. På samme standpunkt stod også min egen far og mor, så jeg havde ingen grund til for om-verdenens skyld at bøje af eller give efter. Modsætningerne mødtes navnlig på det materielle område men tillige på det sociale, og var i sit forløb af udpræget lokal natur, i hvert fald foreløbig, det var således den gang almindelig skik og brug, at husmændene f. eks. I forårstiden fik deres markarbejde ved tilsåning m. v. udført om søndagen, idet karle og hestespand fra gårdene rykkede ud til arbejde på husmandsjorden, heste på de små brug var en ukendt ting på den tid, og således gik det da til, at en af mine nærmeste husmænd en dag spurgte, om jeg ville komme hen til ham på søndag og lade hestene gøre et nærmere angivet arbejde. Jeg var godt nok klar over van-skeligheden ved at gøre oprør mod en ældgammel tradition, og jeg svarede ham derfor meget stilfærdigt: Nej det vil jeg ikke Jens, men jeg vil komme på mandag eller hvilken anden dag i ugen du vil bestemme. Jeg husker ikke mere, hvorvidt han reflekterede på tilbuddet, men jeg blev senere flittig benyttet af mine nabo-husmænd men fik al-drig senere opfordring til at komme om søndagen.
Et andet eksempel husker jeg også, angik timelønnen ved tærskemaskinerne, altså dem der kørte rundt fra gård til gård i efterårstiden, den eneste kendte form for mekanisk tærskning man den gang kendte. Timelønnen havde hid-til altid været 25 øre, men nu var arbejderne blevet enige om en timeløn på 30 øre, hvilken formastelighed havde en storm af protester fra gårdmændenes side, og de mere aggressive af dem søgte ud i nabosognene for at hverve folk til 25 øre, det drejede sig om en 14-16 stk. efter lejligheden. Det var i disse tider en farlig situation, idet hus-mænd og arbejdere havde vænnet sig til at indtjene en ekstra skilling ved dette sæsonarbejde. Hvorfor jeg blev indblandet i denne strid ved jeg ikke, men en dag umiddelbart før tærskningen skulle begynde fik jeg besøg af Kr. Bak, Jens Andersen, Kr. Poulsen og en tredje, som jeg ikke husker navnet på, de ville gerne høre min mening om problemet, og vi drøftede det længe og meget indgående, da deres håb var, at jeg skulle få tærskefolkene først og betale de 30 øre, så at de på en vis måde havde deres ryg fri eller i hvert fald en stødpude. Samtalen endte med, at jeg sagde til dem, at 30 øre efter mit skøn ikke var for meget, og den pris skulle jeg nok betale, men jeg kunne vel gå ud fra, at de ikke lod de andre slippe med 25 øre i timen, det blev lovet, og modstanden ebbede ud, herefter var prisen 30 øre, men jeg var atter den skyldige.
Det var i disse år, at den såkaldte husmandsbevægelse bredte sig ud over landet, og far talte undertiden om, at en sådan forening burde der også findes i Visby-Heltborg kommune, hvor der fandtes så mange husmandsbrug. Vi pressede ikke på for at få den stiftet, men udkastede tanken lejlighedsvis hvor vi mente, der var grobund for den, men en dag var det altså kommen så vidt, at nogle af de mest fremtrædende og oplyste husmænd sammenkaldte til et møde om sagen, og det endte med, at foreningen stiftedes, og det lå egentlig i sagens natur, at jeg blev dens første formand.
Jeg har omtalt disse ret ubetydelige ting så udførligt, fordi de er de eneste, som jeg kan finde til begrundelse for, at jeg ved sognerådsvalget i december 1905 opstilledes som en af kandidaterne, thi noget sådant havde aldrig været indenfor mine tankers rækkevidde og jeg kan heller ikke huske nogensinde at have lukket munden op i selskaber hvor kommunale spørgsmål drøftedes, så jeg kan kun i det fortalte se den spinkle årsag, hvis der skal findes en sådan. At jeg blev valgt var da også for mig en overraskelse, men det store chok fik vi alle sammen derhjemme, da det ny sogneråd 3. januar 1906 i fuld enstemmighed satte mig på formandspladsen, og derved satte punktum for det første kapitel i min manddomstid og – som det senere viste sig – skiftede sporet for min livsbane ud i en ret-ning, jeg aldrig havde drømt om.
Så meget foreløbig om de begivenheder, der vender udad, men i de 11 år, der var gået fra starten og til 1906, er der i hjemmets indre forhold også sket en hel del, hvorom jeg skal prøve at tegne et billede. Som foran nævnt blev Marie født 28/1 1896, inden vi endnu var kommet i kontakt med vore naboer, og vi havde derfor ingen lyst til assi-stance fra nogen af dem, hvorfor såvel Marens som min mor var taget hen til os, for vi kendte jo intet til de lidelser en fødsel bringer med sig, hvorfor vi trængte hårdt til den støtte vi fik. I det hele taget fik vi aldrig noget fællesskab med dem, der boede nærmest, men dette mener jeg dog mere var vor egen indstilling end tilbageholdenhed hos de andre, og dette mener jeg at kunne indrømme og erkende gennem en begivenhed, som jeg senere skal komme tilbage til. To mennesker må dog hver tage form som en undtagelse nemlig Kr. Poulsen og hans kone Ane, idet jeg altid med stor taknemlighed vil mindes deres trofasthed, hjælpsomhed og hengivenhed overfor vort hjem gennem de 23 år, vi boede i Heltborg, ikke sådan at forstå, at vi kunne dele nogen som helst ting med dem ud over de rent materielle spørgsmål, alt andet lå udenfor deres interesse, men fraset dette har vi aldrig haft bedre venner, og in-gen har hjulpet os som dem, når vi havde hjælp behov. I 1898 skulle jeg til efterårsmanøvre fra 14. september til12. oktober, og høsten faldt sent i dette år, så vi havde ikke ophøstet før jeg rejste, men Kr. Poulsen og Ane sag-de ganske afgjort, rejs du kun, høsten tilligemed alt det andet skal vi nok sørge for bliver passet, og på den måde havde vi det med hinanden hele tiden. Parret havde et hus med et tilliggende på 2 tdr.land, så det var meget be-grænset, hvad vi kunne yde til gengæld. De var begge to udgået fra hårdføre slægter, og dette præg bevarede de til det sidste, således har jeg aldrig hørt Kr. Poulsen beklage sig over noget af det tunge og svære som de - lige-som andre – fik deres rigelige part af. Jeg måtte undertiden ved at se på dem tænke på, om sunde mennesker ved fra fødslen at få en lignende opdragelse som de, kunne opnå en tilsvarende fysisk modstandskraft mod ydre på-virkninger, thi da ville halvdelen af vore læger og apoteker være overflødige. Kr. Poulsen stod i drængrøften hele vinteren igennem når jorden ikke var bundet af frosten, og jeg husker netop en vinterdag med snebyger og blæst, at jeg kørte op til byen iført en tyk kørekappe og med store luffer på, da jeg pludselig så Kr. Poulsens hoved dukke op i en grøft ved siden af vejen, der arbejdede han og var rimeligvis våd til skindet flere steder, men dagens arbej-de skulle gøres og han tålte det. Kr. Poulsen og Ane havde som andre småfolk mange børn, 8 tror jeg, og dem fik de sørget for uden andres hjælp, og Ane var i sin fysik lige så robust som Kr. Poulsen, hun kendte ikke til at være syg i begyndelsen af svangerskabstiden, sådan som nutidskvinder alle sammen har det, og der var heller ikke tale om synderlig tidsspilde ved fødslen, højst et par dage, hun har i hvert fald præsteret at binde op i marken om hø-sten på den tredje dag, de var begge en slags urmennesker, men som sagt trofaste og hengivne mod dem, de slut-tede sig til, og jeg takker dem i deres grav.
Jeg kom altså hjem, fra soldaterlivet den 12. oktober og den 28. december blev Dagmar født. Maria var da næsten 3 år, og nu havde vi far og mor boende i huset ved siden af os, så mor trådte til som husbestyrer indtil Maren kom op og kunne overtage huset igen, mor var jo meget rask i de år, og gik oppe hos Maren det meste af tiden, hvilket sparede os for udgift til en pige. Vi havde nu omsider fået alle jorder samlet og merglet, afgrøderne voksede med engens kultivering og pladsen i stald og lade var ganske utilstrækkelig, der måtte ske en ændring. Vi havde hidtil klaret os med at bygge et skur her og et halvtag der, så udhusene til sidst var vanskelige at finde rundt i, og 1900 begyndte vi at forberede en radikal omkalfatring, dvs. vi begyndte at købe tømmer hjem især fra årets forstrands-auktioner, der netop dette år havde masser af stort tømmer til bygningsbrug, vi kørte sten, sand m. m. og tidlig om foråret 1901 kom Mads Jensen fra Hurup med 3 karle til os for at begynde hugning af laden. Han havde overtaget alt tømmerarbejde samt tækkearbejde for en pris af 120 kr + fri kørsel, kan I rigtig forstå det? Murerarbejdet koste-de en lignende sum på samme vilkår, men jeg skulle betale arbejdsmand til at passe dem op, det var naturligvis Kr. Poulsen, den sommer var han der hele tiden, og til 1. maj fik vi en pige. De huse, der da blev bygget, kender I fra barndomstiden, de står der endnu. I husker nok også Peter Poulsen, ham fik vi ligeledes til 1. maj 1901 som en 14-årig gut, og med ½ års afbrydelse beholdt vi ham i 8 år. Nu var vi færdige med det udvendige byggeri og foreløbig lagde vi ikke nye planer. Der skete dog tillige det i 1901, at Kristiane blev født den 8. februar, og nu følger flokken hurtigt efter hinanden, Laurids i juli 1902, Marna i juni 1904 og Helga i juli 1905, men så også tilsyneladende slut, Maren var da 38 år gammel. Man taler ofte om den fællesmenneskelige egenskab at være bagklog, og jeg har på grund af denne eftererkendelse oplevet megen sorg og skuffelse, det kan endnu smerte mig, når min tanke strejfer disse begivenheder. Det angår jo først og fremmest Eders mor, thi – som I ved – døde hun af rygmarvstuberkulo-se, og det har hun haft allerede fra sin ungdom, men, naturligvis, ikke just i rygmarven men i maven og med årene over hele tarmsystemet, og herfra stammede sikkert de fordøjelsesbesværligheder og den hovedpine, hun kæm-pede med i al sin tid. Alt dette kunne jeg selvfølgelig ikke vide, men da hun var død og læge H. Kjær blev gjort be-kendt med årsagen sagde han – som den ærlige mand han var – nu har jeg været hendes læge i 40 år og aldrig anet, at den kone havde tuberkulose. Jeg kender jo ikke, hvor vanskeligt det ville have været at helbrede eller standse sygdommen, hvis den var blevet erkendt i tide, men meget ville i hvert fald fra min og børnenes side være foregået anderledes. Det var nemlig for sent, at jeg blev bange for at miste hende, vi havde jo vor gamle læge, som altid hjalp os og på hvem vi stolede, men jeg husker godt, at jeg en forårsdag i 1918 trak hende ind i kontoret til mig og meget indtrængende bad hende skåne sig selv for arbejde og gøre sig tilværelsen så magelig som mulig og sagde bl. a. til hende, at ”kan du ikke nøjes med én pige, så kan du få to, men lad dog være at bestille ret meget, jeg er bange for dig Maren”. Hun afviste mig naturligvis, og nu ser jeg også godt, at dette allerede den gang var for sent at vente nogen helbredelse. Hendes søster Kirsten døde også af tuberkulose, og søsteren Ane Marie i Søn-derjylland gik ligeledes tidligt bort og formodentlig af samme årsag, men I kan vistnok forstå, at jeg ikke ser med venlighed på bagklogskaben.
Når jeg på ny gennemlæser, hvad jeg her har skrevet om sygdom, da fristes jeg til at gøre et lille sidespring som vist ligger udenfor bogens egentlige plan, men foreløbig er der jo papir nok, og så får I det med. Al sygdom af for-skellig art og på mange måder angriber mennesker ligesom alt andet liv på jorden, det ved vi af egen erfaring, men vi ved tillige, at der er en meget stor forskel på den måde, det enkelte menneske tager angrebet eller ulykken på, måske kan man sige den måde hver enkelt af os reagerer, og reaktionen vil ofte være påvirket af patientens hele indstilling over for tilværelsen, og jo mere denne er religiøst præget, jo større modstandsevne synes jeg, de ramte er i besiddelse af. Den måde vi henter styrken fra oven ned på er så individuel, at der for mennesker med et selv-stændigt gudsforhold ikke gives nogen regel, men derimod kan man vist med rette tale om en autoriseret metode, der har sine rødder langt tilbage i den kristne kirkes historie, og som stadig videreføres af vejledere (præster bl. a.), der ingen åndelig myndighed er i besiddelse af og tillige næres af mennesker, der mener at kunne fri sig for ethvert personligt ansvar, ved i alle ubehagelige situationer at tale om tilskikkelser, hvormed de mener Guds vilje eller sendt fra Gud. Det er jo nemlig så bekvemt for os mennesker, hvis vi på grund af synd og skrøbelighed vader os ud i noget som volder sorg og elendighed, at vi da kan stryge ansvaret fra os, lægge hele skylden på den Gud vi tilbe-der som synderes ven og kærlige fader. Der er snart ingen grænser for, hvad enfoldige og vildførte kristne på den måde kan skubbe fra sig, og det mest groteske eksempel jeg har truffet på var en ældre kone, hvis ugifte datter skulle have et barn, og som i ydmyg underkastelse udtalte, at denne tilskikkelse måtte de jo bære med tålmodig-hed, hvilket altså efter hendes opfattelse vil sige, at Vorherre nok alligevel havde haft en finder med i spillet. Men allerede i min tidligste manddom følte jeg – næsten med ængstelse - at denne trosgrund skred bort under mig, for hvad så. Uden tro på en Gud, der ved sine love og sin indgriben styrer universet, kunne jeg ikke leve, og at give ham skylden for al den nød og elendighed, der plager menneskeheden over den ganske jord, forekom mig at være det rene blasfemi, og jeg stod i denne sag som foran en lukket dør, og kunne ingen vegne komme. Heldigvis – ja lykkeligvis kom jeg nogle få år efter til at høre et foredrag af en på det kirkehistoriske område anerkendt viden-skabsmand og præst – han boede nede i Vestjylland – og hvad han i øvrigt sagde husker jeg intet af, men kun et par sætninger der næsten slog ned i mig som lyn, og satte mig i stand til at få den lukkede dør på klem, han sagde omtrent følgende: ”Ved at læse i sin bibel skal man være varsom med at tillægge et enkelt ord afgørende betydning for en meningsdannelse; thi grundsproget for vor bibelbog er græsk, og der er en del ord i dette sprog, der i dansk kan udtrykkes på mere end en måde, og jeg kan som eksempel på dette forhold nævne, hvad vi alle sammen ken-der fra Mathæus Evangeliets 24. kapitel: ”Sælges ikke to spurve for en penning, og ikke én af dem falder til jorden uden Eders faders vilje”, men det skal hedde, ”uden Eders fader ved det”. Denne oplysning virkede på mig på den måde, at jeg med ét så den tåge lette, som jeg hidtil havde vandret rundt i; thi nu behøvede jeg altså ikke mere at gøre Gud ansvarlig for al den menneskelige elendighed, jeg kunne se og ane overalt i verden, men tværtimod tæn-ke mig hans smerte over, at den menneskehed, til hvem han havde sendt sin søn, kunne være så vildført af det ondes magt, at det af egen vilje ville bringe så megen ulykke over sig selv, og dette gælder lige så vel det enkelte menneske som helheden, men for mig er det en trøst, at når Gud ved alle disse ting, formår han at gribe ind på de steder, hvor vi erkender vor synd og vor afmagt og vil bede ham hjælpe os. Jeg tror alligevel der er noget om, hvad der skrives om lykkens ganger, at hendes tøjler hænger i Herrens højre hånd, der er blot det forhold at huske på, at vi kan tage så smertelig fejl af, hvad der tjener til vor lykke, og at vi derfor ofte må vente til tågen er forbi for at erfa-re, at skæbnerne ej var blinde, men blinde var kun vi. – Det var sidespringet og tjener kun til at vise Eder, hvor jeg har søgt rygstød overfor de knubs, livet har givet mig, og vender så atter tilbage til begyndelsen af 1906.
Som allerede nævnt, var værdien af mit arbejde i gårdens drift betydeligt nedsat ved hvervet som sognerådsfor-mand, idet jeg, der i det forgangne år havde teet mig som arbejder i landbruget og kørt mergel ud på jorden når vejret om vinteren tillod dette, og ved siden deraf stået i dræningsgrøfterne, hvis mergelkørslen måtte indstilles, jeg så mig nu henvist til at sidde inde ved arkivundersøgelse, ved regnskab jeg aldrig før havde kendskab til, ved love, cirkulærer og frem for alt et stadigt rend af folk, som dels havde regningsmellemværende med kommunekassen, dels var i en situation, som de mente sognerådsformanden kunne klare for dem, men jeg kastede mig ind i arbejdet med al den energiudfoldelse en ung mand kan være i besiddelse af, og jeg var da kun 33 år gammel. Et stort gode for både Maren og mig var det jo, at vi havde Aninine til hjælp i huset, og Peter Poulsen i arbejdet ude samtidig med, at far og mor gik oppe hos os, så snart der var noget ekstra på færde. At jeg efterhånden fik et vist tag på tin-gene, og nogen oversigt over rækkevidden af de opgaver, jeg skulle varetage, må jeg forudsætte, men den slags kan man ikke selv registrere omfanget af. Derimod må jeg yde mit første sogneråd en oprigtig anerkendelse for de-res hjælpsomhed i de første år, og det gælder dem alle, jeg tænker, I husker de fleste af dem. Det var Mads Bjer-regård, Mads Amby, Niels Søndergård og Søren Kristensen, Ginnerup, samt Søren Nielsen, Visby, (overstreget: og spillemanden Joh. Kirkegård) fra Visby og endelig And. Kr. Enggård, Ullerup. Undskyld! Joh. Kirkegård kom først i 1909. Endskønt sognerådet den gang som nu havde et politisk præg, nærmest af mangel på andre skellinjer, mærkedes det yderst sjældent i sognerådets arbejde, vi vidste, der var 4 venstremænd og 3 Højre, nemlig And. Kr. Enggaård, Søren Nielsen og Niels Søndergård, og politiske diskussioner eller rivninger mindes jeg ikke. For mit ar-bejde i kommunens tjeneste med tillæg af lokale med lys og varme samt kaffe til alle, der kom i kommunalt anlig-gende, fik jeg 310 kr årligt, så nogen gullaschforretning var det sikkerlig ikke.
Jeg har allerede nævnt, at vi altid stod i godt forhold til vore naboer, dem vi havde markskel tilfælles med, det var – som I vist husker – Mads Bjerregård, Søren Lyngklip og Mads Amby, men hverken Maren eller mig kom nogensin-de i så personligt forhold til disse 3 familier, at vi søgte deres selskab af trang, men altid når der var fest eller sam-menkomst af større art. Derimod opstod der er varigt venskab mellem Maren og And. Kiels kone, der jo ligeledes hed Maren. De to søgte tit sammen, både mens vi boede i Heltborg og efter at vi var flyttet til Pallisgård. Det var nu heller ikke så mærkeligt, og vidner om Eders mors sikre vurdering af mennesker; thi Maren Kiel var ligeså klog og intelligent som A. Kiel var pjattet og uvidende, men han havde dog én fordel, at han var klar over dette forhold og beundrede sin kone. Hun havde læst meget og tænkt meget, hvad der vel var såre naturligt bl. a. også af den grund, at hun havde 15 levende børn. I det hele taget var det en frugtbar egn på den anden side engen, thi Mads Amby, Anton Nielsen og Kr. Laursen havde hver et noget lignende antal, så de 3 familier tilsammen kunne fylde 2 skolestuer, Stjanne og Laurids må have siddet på skolebænk sammen med And. Kiels børn. Af de 3 naboer var Mads Amby den, jeg satte mest pris på, ikke alene for hans dygtighed på snart sagt alle områder, men måske end-nu mere for hans samvittighedsfuldhed, der bl. a. gav sig udslag på den måde, at han var meget ængstelig for at stille større krav til naboskabet, end han var sikker på kunne gengælde, og derfor kunne jeg trygt gå ind i fælles-skabet med ham om f.eks. høstbinder, dobbelt radrenser og lignende, noget jeg aldrig havde fundet på hos de to naboer på sydsiden, der begge i den henseende var nogle store grise.
Mads Bjerregård havde jeg intet fællesskab med i den retning, men helt undgå alt kunne jeg ikke, hvis det gode naboskab skulle bestå, men forholdet var imidlertid dette, at Bjerregården stadig levede i den yderste armod, hvad de simple håndredskaber angik, ikke én ordentlig trillebør, ingen brugelig skovl eller greb, ingen ordentlig hammer, plov eller vogn, og da vi som regel var godt forsynet på disse områder, fik vi tit og ofte anmodning om at låne dem det manglende, hvad selvfølgelig skete; men det var ikke sjældent, at vi fik det lånte tilbaget i stumper uden kom-mentar, og det irriterede både mig og Peter Poulsen, men værre blev det, hvis Kr. Poulsen fik det at vide, thi så kunne han rase over det en hel dag, han havde altid et horn i siden på Mads Bjerregård. Med Søren Lyngklip gik det bedre, vi havde intet samkvem med hinanden af den art.
Det var naboskabet, men jeg vender et øjeblik tilbage til Mads Amby, fordi jeg på det kommunale område fik en del mere med ham at gøre, end de andre, og i flere spørgsmål satte pris på hans mening. Jeg kan stadig ikke forstå, at det ikke blev ham, der i 1906 blev sognerådsformand, da han – i hvert fald de første år – var betydelig mere kva-lificeret end jeg, men jeg kan godt se, at hvervet med tiden ville have trykket ham i knæ, hvis hovedet havde holdt så længe. Jeg kender en maskinfabrikant i Thy, som har fremstillet en del landbrugsmaskiner og forbedret endnu flere, og han havde den sære vane, når en ide pressede på hos ham, da at kravle ind under skrivebordet så kun benene stak frem, og der lå han undertiden i flere timer for at vinde klarhed over projektet. Et sådant anfald kunne Mads Amby også få, hvis der kom til at foreligge en sag af betydning. Vi havde intet skjul til ham at kravle i, men han blev væk i sine tanker, og vi kunne holde møde en hel time, inden vi opdagede, at Mads Amby sad endnu i den sag, vi for længst havde forladt, men når han blev kaldt til live, vidste han også tit mere om den end vi, han var ikke for ingen ting opfinder af den landskendte roeoptager ”Mads Amby”. Så forlader jeg ham og de andre to, jeg skal videre frem.
Af de familier, der boede omkring os, har jeg endnu ikke nævnet 2, nemlig Jens Søndergård og hans kone Maren samt på nordsiden Jens Bach og Inger, men der er heller ikke noget videre at fortælle ud over, at det var gode og venlige folk, der passede deres ting om dagen og altid gik i byen om aftenen, og da vort hjem altid var indstillet på det modsatte, at hjemlivet var reglen, men bygangen undtagelsen, havde vi ikke megen samkvem med de to hjem. Skulle vi en gang imellem ud til de steder, hvor der fandtes åndeligt fællesskab, måtte vi op i den vestlige bydel til-den gamle maler Jens Pedersen, Anders Søndergård, Niels Krabbe, Peter Hilligsøs og Martin Hilligsøs, hvor søn-nen, den blinde Anders, sad på sit skomagerværksted, og i disse hjem kom vi så tit, som forholdene tillod det, men vejen derop var lang og vi måtte enten gå eller have heste for en vogn, hvilket vi ikke var begejstret for af hensyn til indkvarteringen som godt kunne volde en del ulejlighed for værten. At vi i det hele taget ikke kom meget ud om af-tenen, har sin årsag i forskellige forhold, dels var ingen af os i udpræget grad selskabsmennesker i den forstand, at vi rigtig levede op i selskab med andre, snarere var vi lidt mere afdæmpet mellem fremmede end hjemme, og vi havde der begge hænderne fulde af arbejde, vi havde allerede to børn i skole, Marie og Dagmar, samt Kristiane, Laurids, Marna og Helga hjemme, så Eders mor kunne altid finde beskæftigelse ved symaskinen thi vi havde sta-dig pige (Annine), og jeg havde nok at gøre med kommunens sager. Til hjælp i bedriften havde vi i 1910 og 11 Sø-ren, kan I huske ham, han var så dygtig til at regne, og regnede med de to skolepiger næsten hver aften medens Stjanne og Laurids så til, han var i det hele taget en sjælden stabil karl, og jeg havde da den tilfredsstillelse at hjælpe ham til en ejendom, da han skulle giftes, en hjælp som jeg kun fik glæde af at have ydet.
Imidlertid var pladsen i vore stuer efterhånden bleven meget kneben, børnene skulle have plads at røre sig på, og jeg havde taget den øverste (vestlige) stue ind til kommunens arkiv og kontor, så det var en ganske naturlig ting, at spørgsmålet om at bygge et stuehus nu og da blev drøftet imellem os, altså sammen med mor og far. Far var altid den, der så mest optimistisk på den slags problemer, og det var da derfor ham, der afgjorde sagen ved i vinteren 1906/07 at begynde indkøbet af materialer på langt sigt. Forholdene lå meget lettere den gang end nu, i hvert fald på mange områder, og navnlig var man ikke bange for arbejde, og den var i virkeligheden også billig. I vinteren 1907 var jeg selv ikke til ret meget, kontoret tog min tid, hver dag det var nogenlunde vejr var Søren (eller var det Peter?) ude med befordringen, enten helt ude på draget efter ral, det tog hele dagen, eller også til Næssunds tegl-værk efter mursten, derfra kunne køres 3 læs á 500 på en lang dag. Vognmand Peter Nielsen kom med kampesten til sokkel, så at der ved forårstid1907 var samlet anselige dynger sammen til det ny hus, der efter planen skulle rej-se sig i 1908. Alt dette kan de ældste børn huske noget om, Marie er da 11 år, og Dagmar, som den gang levede, var 9 år, Kristiane 6 og Laurids 5, Marna og Helga var endnu for små til at huske den tid. Egentlig må det siges, at det var en travl tid for os alle, men far og mig kunne sagtens finde os til rette i det, for vi nød begge, at der skete noget, selv om vi – som her – nok vidste, at det kostede penge, og at der ville komme en afregningsdag, men at tumle med den slags nød vi begge, og far var mindst lige så ivrig som mig. Eders mor havde vanskeligere ved at forsone sig med al denne hurlumhej, der jo også skaffede hende en del ulejlighed, men hendes natur lå jo mere i den stilfærdige daglige tilværelsesform, hvor man på hver af døgnets timer vidste, hvad der skulle ske. Det er jo i det hele taget underligt at tænke på, hvor lidt et ungt forlovet par aner, hvordan livet fremad vil forme sig, men det er vel nok bedst således, for hvis vi kunne se noget om dette, ville mange af os ikke kunne holde den spænding ud, som fremtidens genvordigheder ville bringe. I forstår vist, at denne betragtning er frugten af min egen erfaring, og jeg tror, den har kostet en hel del, men må jeg et øjeblik springe mange år tilbage:
Jeg var kuns en dreng og havde ikke haft megen tid til at lege, da arbejdet kaldte på mig. Far måtte intet bestille og var mest ude, mor og mig passede gården, hun sled i mark og stald om dagen, så huset fik kun det nødvendigste rengøring, jeg pløjede en god fure som elleveårig knøs, og i høsttiden svang jeg leen med stor rutine, takket være far som havde tjent i marsken og slået hø, men disse forhold prægede mig så meget, at jeg blev voksen før tiden, og efter min konfirmation har jeg alt for mange af de voksnes adstadige lader, hvilket fører med sig, at jeg i stedet for at blive betragtet som en sær én, hvad der jo havde været det naturligste, tværtimod fik prædikatet at være en sjælden stabil og ordentlig ung mand, - dette prædikat gætter jeg mig til – men jeg forstår nu godt, at netop en så-dan adstadig fyr, hvis arvede livssyn stemte overens med Laust Hoves, og som trolig vandrede bag efter plov og harve eller i stald og lade, passede godt til det ideal af en mand, som Eders mor kunne tænke sig at gå i sele med, og der er i hvert fald ingen tvivl om, at en tilværelse fortsat af mig på den måde, ville have passet hende bedst, men det gik anderledes, og sådan går det så mange steder. Jeg behøver i denne henseende kun at henvise til min egen far som indtil sit 40. år var en almindelig lille gårdmand, der efter egnens skik og brug passede sin bedrift un-der tiltagende sygdom (tuberkulose), men som i de næste 40 år vandrede oplandet rundt som handelsmand og vistnok i denne gerning havde fundet det arbejde han havde haft lyst til og gode anlæg for.
Noget i samme retning synes billedet af min egen livsbane at have formet sig, når jeg nu som 80-årig mand ser mig tilbage. Min barndoms tid var kort og ungdomstiden endnu kortere, så jeg må erkende, at jeg blev for tidlig voksen, og afslutningen af disse to udviklingstrin har nok været skyld i, alt der altid senere blev noget tilbagetrukket (af-grænset) i mit forhold til andre mennesker, der er blevet tydet på forskjellig måde. Men hele dette kapitel kan næp-pe have nogen interesse for jer børn, men selv har jeg ofte i tankerne gennemlevet dette udsnit af mit liv, fordi der i dette var en god del islæt fra andre som var med til at forme min egen tilværelse og derfor er det ørkesløst at spe-kulere på, hvad der var bleven ud af mit, hvis jeg havde fået lov til at gro frit og følge mit eget hoved, men fortællin-gen her angående mit tidlige ægteskab med Maren tjener både for mig selv (navnlig for mig selv) og for jer som en slags forklaring på, hvorfor jeg syntes at befinde mig så godt og gå så stærkt op i det kommunalpolitiske arbejde, jeg fik overdraget i 1906 og i det fra 1918 overdragne skatterådshverv, idet forholdet faktisk blev sådan, at jeg i en ung alder – vistnok uden klart at forstå rækkevidden – blev bundet til en gerning jeg var opdraget til at kunne vare-tage, men ikke af lyst og trang havde valgt.
Nå! Men jeg fortsætter med at bygge stuehus i 1908. Det husker I alle sammen, vi boede der til 1918, så Arne hu-sker det også, derfra gik I i skole, Marie og Dagmar først til den gamle lærer Jacobsen, I andre minus Arne til lærer Haarhøj, en snurrig patron uden for skolen, men til min store forundring ville børnene gerne i skole til ham, hvorfor jeg holdt min egen vurdering forsigtig i baggrunden, men nu, da han er gået fra skolen, kan ingen tage skade af oplysningen om, at jeg aldrig har kunnet lide ham. Ville det ikke efter den besked være naturligt at spørge, hvorfor i alverden jeg da gik med til at antage ham, idet jeg ikke kan fralægge mig det store ansvar for ansættelsen, og mig svar herpå bliver, at det også var en fejl, én af dem som ærgrede mig gennem mange år, ja egentlig hele tiden ind-til han forlod skolen igen. For det første syntes jeg, han som menneske var alt for ubetydelig, idet jeg aldrig blev klog på, om han havde en selvstændig mening om nogen ting, men derimod en udpræget evne til i alle forhold, det være sig rent lokale, kommunale, politiske og religiøse spørgsmål at nappe et bid af alle hinanden modsatte an-skuelser og deraf danne sig et arsenal, hvorfra han så hentede de nødvendige argumenter til passende brug i de enkelte tilfælde, hvor meningsforskjelligheder tørnede sammen, og denne sammenblanding af satte ham i stand til at undgå enhver stillingtagen, hvorfor hver part efter en aftens diskussion mente at have hans tilslutning; nej ham kunne jeg aldrig rigtig lide. Jeg fandt dog aldrig lejlighed til at give udtryk for denne indstilling, fordi manden dog – selvfølgelig – også havde sine gode sider som bl. a. gav sig udslag på den måde, at børnene altid gerne ville i sko-le, og hvad dette betyder for en forældrekreds, behøver ingen nærmere forklaring, og alene denne kendsgerning var i stand til at bære hans optræden uden for skolen over alle vanskeligheder.
Nu husker I nok, at da stuehuset var færdigt, flyttede far og mor op til os og fik den sydlige del overdraget, og dette førte med sig en nærmere sammenknytning til dem, ikke alene Maren og mig men især af børnene. Det udviklede sig efterhånden til noget helt dagligdags, at når far og mor var færdig med aftensmaden, hvilket blev nøje overvå-get, så skulle I børn derind og spille ludo, vi andre på den modsatte side af gangen kunne tydelig høre, når far råb-te ”seks”. I 1910, var det vistnok, vi fik Søren Sørensen, og på den tid havde vi 3 i skole, men denne var i begge klasser overfyldt af børn, og den gamle lærer Jacobsen var i de senere år en syg og svag mand, hvorfor undervis-ningen blev for stillestående, men Søren var med sin almindelige skoleuddannelse en regnemester, og især med gode anlæg for at forklare, hvorfor man bar sig sådan ad med at finde stykkets facit, og en vinter igennem arbejde-de han med Marie, Kristiane og Laurids, så de på dette område kom nogenlunde med og fik indhentet det forsøm-te.
Må jeg her indskyde, at den kronologiske orden måske nu og da kan svigte, jeg har jo intet andet at holde mig til end hukommelsen, men dette kan I selv rette. Nu er jeg nået til en tid, hvor I selv er i stand til at supplere, hvad der hist og her kan mangle i detaljernes udformning, og egentlig glider vor tilværelse ad jævne baner, men der begyn-der dog så småt at melde sig problemer, især hvad vore børns fremtid angik. Marie blev konfirmeret i 1910, og Eders mor begyndte allerede så småt at tale om, at hun ikke ville have jer gående hjemme hos sig stadig væk, og jeg indrømmede vel nok rigtigheden af denne betragtning, der udelukkende var dikteret af hensynet til børnenes opdragelse og fremtidige udvikling, men jeg var – lige så lidt som hende – særlig glad ved tanken som jo åbnede hidtil uænsede områder, og disse overvejelser blev da også kun drøftet i ny og næ, men vi begyndte at skimte et nyt afsnit af vort liv, en tid da man ikke kunne tage børnene i hånden hver dag og ikke stadig have dem i sin vare-tægt.
Når jeg nu efter så lang tids forløb ser tilbage på disse år, da far og mor sad i den ene ende af stuehuset, og den store familie huserede i den øvrige del, da var dette vistnok vor livs lykkeligste periode, idet de skyer som senere trak op, endnu ikkevar nået op over horisonten. Hvis der har været en skyggeside ved vort hjemliv i disse år, og det må der jo have været, så bestod dette nærmest deri, at jeg var for meget borte fra hjemmet, thi det var efterhånden gået mig på samme måde som vi kender fra mange sider, at når en mand får et offentligt tillidshverv overdraget, og det viser sig, alt han er brugelig, så læsser man hverv efter hverv på ham, indtil han bogstavelig talt drukner i tillid, og en overgang var jeg i denne situation. Det kunne haft sin interesse at få alle disse tillidsposter opstillet i kronolo-gisk orden, men dette kan jeg desværre ikke. Jeg har kun nævnt spørgsmålet som begrundelse for, at jeg i nogen grad forsømte mit hjem, men må jeg ikke nok få lov til at tilføje den bemærkning, at jeg aldrig har opholdt mig uden-for hjemmet i andet ærinde end hvad disse mange hvervs varetagelse krævede.
I marts 1913 nægtede jeg at lade mig opstille til et nyt sognerådsvalg for dog at skubbe dette arbejde fra mig, og loven hjemlede mig ret til at sige nej, men da dette standpunkt blev mine vælgere bekendt, sagde de til mig: Ja vi ved nok, at vi ikke kan tvinge dig denne gang, men du kan være forvisset om, at om 4 år, når du ikke kan sige nej, skal vi nok sætte dig ind igen, og sådan gik det, jeg måtte begynde på ny i 1917.
I begyndelsen af 1914 begyndte Dagmar at blive syg, hun kom snart efter i seng og vi hentede vor gamle læge Kjær. Da han havde set lidt på hende, tog han sit høreapparat op af lommen og begyndte at lytte, medens mor og jeg i tavs spænding fulgte hans bevægelser, og ingen af os mælede et ord. Omsider blev han dog færdig, og vi så begge på ham som om vi bad ham bryde tavsheden, og det gjorde han da endelig men kun for at sige, at han ikke rigtig var klar over hvad hun fejlede, men han ville komme igen om nogle dage og da tage sin broder Vilh. Kjær med for at han også skulle se Dagmar og udtale sin mening om hende. I dagene der nu fulgte efter, ængstedes vi mer og mer for hende, thi der kom perioder, hvor hun ikke var klar men lå stadig og tog efter noget ud i luften, som om hun så noget der hele tiden, og vi stod ved sengen og så på hende, nu og da også på hinanden uden at sige et ord, men det behøvedes heller ikke, vi forstod godt hinandens tanker og veg alligevel tilbage for at tage det blege håb væk fra os begge. Hvordan det gik ved I, Dagmar måtte vi slippe, og hun slap let, det som lægen havde sagt os, at den hjertesvaghed hun havde ud over sin meningitis forhåbentlig ville forskåne hende for det langvarige og håbløse sygeleje gik i opfyldelse, hun døde ret pludseligt efter nogle dages forløb, og det var altså vort første møde med den gæst som siden gentog sit besøg, men som jeg kun denne ene gang mødte med en befriende forståelse.
Senere måtte vi af sted til kirkegården med far og mor, men det angreb mig ikke på samme måde som da Dagmar gik bort, og det var ikke just fordi det var gamle mennesker, men jeg havde i mellemtiden fået en anden opfattelse af (indstilling til) de vilkår, som vi alle sammen er undergivet, noget jeg naturligvis havde vidst i nogle år, men in-gensinde før på den måde som jeg oplevede det ved at sidde ved Dagmars dødsleje. Jeg havde vistnok før gået i den tro, at jeg havde et fast ståsted at ty hen til under livets modgang og farer, men da jeg så livet forsvinde så bru-talt og uigenkaldeligt, var det alligevel som om grunden under mig slog revner, og jeg i tiden derefter måtte tilbage til dette øjeblik for at blive fortrolig med, at hvad der her skete ville være vores alles lod til sidst, men at det i virke-ligheden kun betød, at jorden fik sin del tilbage, hvorimod det, der tilhørte en anden virkelighed var reddet og flyttet over i denne ved hans hjælp, der hang på Golgathas kors og sagde: ”Det er fuldbragt” for bagefter at råbe: ”Fader, i dine hænder befaler jeg min ånd”. Sådan tumlede jeg med mig selv for at få klarhed over, hvad det egentlig var, jeg havde set og oplevet, og hvad jeg siden måtte opleve, selv det tungeste, havde alligevel fået sin ankerplads i det første forlis, så jeg senere bedre kunne møde de skibbrud, jeg siden måtte lide.
Nu kan I alle følge med i de følgende kapitler, kun hist og her vil jeg måske fortælle ting som I ikke direkte har fået besked om. Far døde i foråret 1916, og mor blev ene i deres 2 stuer, hvilket førte med sig, at hun det meste af ti-den opholdt sig inde hos os, hvad jeg glædede mig over, fordi mor og hende forstod hinanden så godt og kunne dele alting sammen. Det var en trøst for mig, der hele tiden sad bundet i kommunekontoret ved siden af entreen, at mor dog ikke gik alene i huset, men havde én at drøfte dagens problemer med, for jeg kunne stadigvæk ikke blive fri for nogen samvittighedsnag over, at jeg forsømte mit hjemliv, men smide det ud, der holdt mig fast, kunne jeg jo ikke og gyste ofte ved tanken om at skulle tvinges til denne plads i 8 år. Det kan naturligvis ikke undgås, at jeg i min kommunale virksomhed kom i forbindelse med mange forskjellige mennesker, dels ret flygtigt ude omkring, og dels indenfor kommunens område, og her kan jeg da først nævne den kreds af mænd, der skiftedes til at sidde i sognerådet sammen med mig gennem de mange år fra 1906 til 14 og fra 1918 til min udtrædelse. Det var folk som tilhørte alle retninger og partier. I religiøs henseende repræsenterede vi både Indre Mission, Grundtvigianisme og en højkirkelig fløj foruden et par stykker jeg ikke tør anvise nogen bås, hvad de for øvrigt heller ikke selv kan, de eneste I kender ud over Mads Bjerregård og Mads Amby – som jeg foran har omtalt – var Ole Hedegård og A. Chr. Enggård, og deraf var O. Hedegård efter min mening den betydeligste, i hvert fald på alle de områder, hvor jeg kom til at kende ham, og det blev da også ham, der blev min afløser som sognerådsformand. I politisk henseende var vi bedre stillet, der var rene linjer, thi på den tid kjendtes der i kommunen kun 2 partier, Højre og Venstre, og styrkeforholdet i rådet var konstant 4 Venstre og 3 Højrefolk. Navnet Højre levede endnu den gang. Som følge af disse klare og anerkendte skellinjer levede vi i almindelighed meget fredelig sammen, og skete det en enkelt gang, at modsætningerne tørnede sammen, og diskussionen – inden man fik tænkt sig om – blev lidt for varm, trak jeg mig altid tilbage og lod det rase ud, inden jeg begyndte at snakke om den sag, vi havde forladt, og så kunne jeg straks skjønne, at de stridende parter som ægte thyboer var halvvejs skamfulde over, at de havde ladet sig forlede til så megen hidsighed, og så vidste jeg bestemt, at der ville gå lang tid før sligt gentog sig. Det var mærkværdigvis næsten altid mellem svogeren Mads Bjerregård og Anders Kr. Enggård at striden begyndte, thi den ene var akkurat lige så fanatisk venstre som den anden var højre, og det var først når debatten havde nået et vist højdepunkt, at et par stykker af de andre greb ind og forværrede situationen.
Den spirende arbejderbevægelse havde endnu ikke nået vor egn i et sådant omfang, at nogen skænkede denne samfundsfare nogen opmærksomhed, og ingen af mine kolleger anede, at jeg allerede den gang havde læst et par af Henry George`s bøger (hovedværker) foruden at jeg kendte tankerne om socialøkonomi fra Severin Christen-sen, C. N. Starcke, Sofus Bertelsen, C. Lambæk og Jacob E. Langes bøger og skrifter, så jeg var grundig rokket i min politiske grundvold, men for døgnets politiske strid havde disse ideer ingen betydning og var derfor heller ingen hindring for, at jeg gentagne gange blev sendt til landstingsvalg i Skive som repræsentant for Venstre i Visby-Heltborg kommune.
I midt forhold til beboerne i det hele taget, går jeg ud fra, at dette lignede stillingen som den almindeligvis var for de fleste sognerådsformænd, nemlig at han var den første beboerne tyede til, hvis de kom ud for problemer, de ikke selv kunne klare eller hitte rede i, og denne side af min virksomhed kunne i perioder koste mange timers samtaler inde på kontoret, da det ofte drejede sig om de intimeste ting som folk ikke nu om stunder går til en sognerådsfor-mand med, men jeg skal nævne nogle få tilfælde for at I kan forestille jer, hvad der kunne blive af hovedbrud for den tids såkaldte sognekonger: Peter Tølbøl var langt op i alderen, da hans kone døde, men på en eller anden ubegribelig måde fik han fat på en ældre dame fra Århus, som levede af fattigunderstøttelse, der alt sammen blev betalt til Visby-Heltborg kommune. Nu havde de to altså regnet ud, at med Peters A-understøttelse og konens fat-tighjælp sammenlagt, kunne der skabes en god levestandard, hvorfor han stillede hos mig en dag og anmodede om min bistand til at blive gift med bemeldte dame. Jeg var unægtelig ikke så glad for hvervet, da jeg betragtede det som uigennemførlig og mine bestræbelser måtte derfor då ud på at forsone elskeren med tanken om den uop-nåelige forbindelse, og jeg syntes selv det var et urimeligt krav at stille til ham, men den dagældende lovgivning havde reglen om, at når en fattigunderstøttet kvinde giftede sig, bortfaldt understøttelsen, og så ville P. Tølbøls økonomiske stilling blive håbløs, hvad jeg søgte at forklare ham. Resultatet blev at Peter Tølbøl beholdt damen uden bryllup.
En dag kom arbejdsmand Alfred Jacobsen ind og anmodede mig om at hjælpe ham at slippe af med konen, altså den stik modsatte opgave. De havde været gift et par år og der var et barn i ægteskabet, men konen – som gik ved krykker – var med tiden bleven så fæl til at bruge disse til manden, når der kom en kurre på tråden, og derfor ville han gerne, jeg skulle skaffe ham af med hende, idet han fortalte mig rystende historier om alle de prygl, han havde fået, hvilket vistnok var rigtigt, thi kvindemennesket var et galt spektakel, det vidste jeg nok. Jeg havde imidlertid ingen medlidenhed med den legemsfriske mand overfor en krøbling til kone, men jeg fik ham anbragt ved en kop kaffe, og mens han tog den ind, holdt jeg den anden vielsestale til ham, og husker endnu jeg indledte den med at spørge, om han ville have fundet sig i, at jeg 8 dage før brylluppet var mødt op og havde sagt ham, at denne pige måtte han ikke gifte sig med, og da han var ærlig – og uforsigtig – nok til at afgive en erklæring om, at han i så fald var bleven tindrende gal, forstår I nok, han fik nogle alvorlige formaninger med på vejen, og så vidt jeg ved faldt hjemmet nogenlunde til to, der kom i hvert fald flere børn.
Den næste sag jeg husker var en gårdmand, der havde plantet træer i et stykke jord ved gården og på den mod-satte side af kommunevejen som gik forbi, det var for resten Mads Jensen i Ginnerup, og han fandt dette arbejde så fortjenstfuldt, at han mente sig berettiget til at blive dannebrogsmand, og han mente altså, jeg burde sørge for at dette skete. Jeg anede ikke, hvad der var at stille op med manden, men det kostede mig gentagne forhandlinger i timevis, inden planen blev opgivet. Det var disse enkelte udpluk af, hvad jeg kunne komme ud for, udover de rent kommunale spørgsmål om understøttelser til aldersrentenydere og datidens fattigforsørgelse, børnebidrag og lig-nende, noget som heldigvis nu ligger i mere faste rammer, og når jeg som et særligt kuriosum tilføjer, at der kom en mand til mig en dag og spurgte, hvor meget det kunne gå an at give pr kilo for et læs byghalm, han ville købe af naboen, så har jeg givet jer et fingerpeg om, hvorfor min tid som sognerådsformand kunne være så optaget.
Det gik heller ikke anderledes, end at da jeg 1. april 1917 på ny måtte i gang efter 4 års frihed, var det med ringe lyst, jeg tog mod arkivet og gik til arbejdet, idet jeg endnu huskede den udelukkelse fra familielivet, som de første 7 ¼ år i kommunens tjeneste havde ført med sig, men jeg så ingen mulighed for at skubbe det væk, og havde jo og-så langt lettere ved arbejdet end første gang. Vore hjemlige forhold var heller ikke så ideelle til det som før, far var væk, Marie tjente i Boddum eller Herning, Dagmar var også borte, Kristiane på seminariet, og mor havde kun Mar-na og Helga til hushjælp, Arne var den gang 6 år og havde endnu ikke begyndt sin skolegang.
Jeg standser her for at fortælle noget, som I måske ikke ved rigtig besked med. Der er en sag, jeg angrer, hver gang den rinder mig i min tanke, og jeg må bede Eders mor og Eder om forladelse for dette skridt, men først efter-hånden erfarede jeg, hvilken trykkende længsel jeg derved voldte Maren. Det var da jeg solgte ejendommen i Helt-borg og flyttede til Pallisgård, men havde jeg vidst, hvor ondt det gjorde mor, så var denne handel aldrig sket, så stor en rolle spillede det hele ikke for mig, og derfor forstod jeg i første omgang heller ikke den betydning, det hav-de for Maren. Her møder vi igen den samme forskel, der var på hendes karakter og min, og som prægede vort samliv fra først til sidst. Hvordan jeg egentlig var og er, det må I selv se at klare, men hun var ærlig og trofast med hele sit væsens styrke, og ofrede hjemmet og børnene hele sin livskraft og uudtømmelige kærlighed og netop der-for var hun stærkere bundet til hjemmets indretning og til de stuer, hvor hendes bedste år var levet sammen med hendes kære i sorg og glæde, fryd og smerte. Hver gang jeg tænker på den tid vi boede i Pallisgård, møder jeg hendes bebrejdende blik over at jeg kunne volde hende den sorg.