Frehr familietræ

Lydik Frehr var gift med Helga Elisabeth (født Kristiansen) født 111.06.1905 i Heltborg Thy og død 24.12.1988 i Toftlund. Helga var søster til Kristiane Frehr, gift med Peter Frehr

Lydik Frehr

Onkel Lydik blev født den 16.05.1902 som broder af en flok på 4 sønner af Andreas P. Frehr. Slægtsarkivet indeholder hans beskrivelse af brødrenes liv, og indflettet heri kan man læse om hans eget. Følgende er uddrag af disse tre beskrivelser.

EN 14 ÅRIG SMUGLER.
" ..Da min bror Peter omkring 1917 valgte at gå over grænsen til det gamle land, hjalp jeg ham. Det var ikke særlig vanskelig. Jeg havde været adskillige gange over grænsen for at hente lidt smuglergods. man skulle blot kende sin vagtpost og stikke ham lidt "fettigkeiten" eller sæbe.
Efter at Peter var ekviperet og havde fået lidt kontanter, gik jeg med ham lige forbi vagtposten ved det tyske toldhus. Lidt uden for Vejen by tog vi afsked med hinanden. snart meddelte han, at han havde fået plads i Løgstør.
Her vil jeg nævne en episode, som fik et ret dramatisk forløb. Mor, som var ret bekymret for sin dreng, havde klogeligt reserveret nogle kuponer kamgarnstof, hvoraf jeg forresten fik syet mit konfirmationstøj.
Jeg blev bedt om at smugle en kupon over grænsen. Den skulle formedelst nogle bekendte i Vejen by sendes videre til Peters adresse. med en skole og konfirmandkammerat begav vi os på vej. Overgangen skulle den aften foregå over "Frihedsbroen" nær Københoved. Broen var afbrudt og forsynet med pigtråd. Vagten fik sine "Fettigkeiten" og vi fik lov til at passere. Forsigtigt kravlede vi langs de dugvåde bjælker under pigtråden. For ikke at møde de danske toldvagter (jeg havde jo toldpligtige varer med) måtte vi skyde genvej over Skibelund krat imod Vejen by. Her fik jeg tøjet afleveret hos vore bekendte, som lovede at sende det videre. Efter at have forsynet os med de sædvanlige smuglervarer så som cacao, svinefedt og alskens krydderier, som vi kunne afsætte hjemme til tyske opkøbere til høje priser, begav vi os på hjemturen.
Da tiden var fremrykket, besluttede vi os til at passere grænsen ved Kongeåbroen. Min kammerat, som var den modigste, skulle gå først over broen hen imod de tyske vagtposter. Et pift fra ham skulle være tegnet til, at banen var fri. Der stod jeg, muttersalene ved broen - næsten som i et ingenmandsland - ventende og spejdende ud i mørket. Forgæves - efter et kvarters tid traskede jeg ad landevejen tilbage mod Skibelund for om muligt at passere grænsen ved Frihedsbroen, hvor vi var kommet over.
Pludselig stod der en mørk skikkelse foran mig og spurgte, hvad jeg var for en fyr og hvor jeg skulle hen?. Det viste sig at være en særlig tjenstivrig grænsegendarm. Han afhørte mig og til sidst måtte jeg på grund af situationen fortælle ham om mit ærinde med tøjet og opgive adressen på min aflevering.
Men det var jo toldpligtige varer og hvis jeg ikke indenfor 5 dage indfandt mig på det danske toldkontor, blev varerne konfiskerede. - Om jeg vidste, hvad det betød ? Dernæst forhørte han mig, om min far var med i krigen, om mine brødre og mig selv. Jo, jeg var 14 år, gik til præst og skulle møde næste morgen klokken 8 i skolen. Men her hjalp intet. Dog tilbød han mig at hjælpe mig over ved den kendte "afbrudte bro", skønt der sikkert var kommet ny afløsning. Tre små blinklys og grænsegendarmen kom i kontakt med den tyske grænsevagt. Igen krøb jeg over de våde bjælker til "das grosse Vaterland", hvorefter jeg luskede hjemefter tværs over markerne for ikke at møde en tysk patrulje.
Mor var naturligvis meget oprevet over min forsinkede ankomst, samt de uheldige oplevelser, jeg havde været ude for.
hen ad morgenstunden bankede det på ruden. Det var min kammerats mor, som spurgte efter sin søn.
Han er sikkert taget i forvaring af de tyske vagtposter og sidder nu oppe i vagtlokalet, mente jeg. Næste morgen i første skoletime var kammeraten ikke til stede,. I frikvarteret kom kammeraten smilende - han havde ganske rigtigt været anholdt for ulovlig grænseovergang.
Tyskerne sendte almindeligvis anholdte smuglere og grænseoverløbere til Flensborg til nærmere afhøring, men i dette tilfælde havde den tyske komandant beordret frigivelse. "Vi sender ikke børn til Flensborg", sagde han.
Men tøjet skulle jo fortoldes og da tolden skulle erlægges i danske kroner og den tyske mark næsten var værdiløs, forsynede mor mig med mark i ægte tysk guldmønt. Det var førkrigsmønter, som far havde opbevaret. Den gode danske tolder blev selvfølgelig slemt overrasket, ved at se mig betale med så hård valuta. Jeg fik nogle danske papirkronesedler tilbage, men har en skummel anelse om, at tolderen selv har beholdt de gode guldmønter. Det værste var, at Peter aldrig modtog tøjet."

DET SKELSÆTTENDE ÅR.
"Samme forår 1917 blev jeg konfirmeret og kom straks i lære i Haderslev, hvor jeg var til 1. juli 1920. Efter nogle måneder som kommis, kom jeg hjem og arbejdede sammen med Peter i fars forretning indtil jeg 1.september fik plads i Åbenrå.
januar 1920 forlod de tyske soldater endeligt landsdelen, og rigsdanske præster og lærere tog over. Afstemningsdagen oprandt i rusk og regn, så de mange dannebrogsflag blev slemt medtaget. Alligevel var der fest og glæde overalt.
Den ventede genforening trak ud. Spliden mellem Flensborg og Åbenrå satte sine dybe spor."

DAGENE OG ÅRENE-
I november 1921 kom jeg hjemfra Åbenrå for at være far behjælpelig i forretningen. Far havde nemlig overtaget Haderslev Banks Filial. Peter rejste til USA og et par år senere fulgte Niels efter. Selv følte jeg også en slags udlængsel og søgte plads på Island, men så tog jeg vinteren 1926/27 et ophold på Askov højskole og den 16 maj 1927 fejrede jeg min forlovelse med Helga.
Endskønt far tilbød mig forretningen, mente jeg ikke, at Skodborg lige var sagen. Derfor forpagtede jeg 1. december 1928 en tom forretningsejendom her i Toftlund - for øvrigt der, hvor min far og mor var begyndt..
Det blev en hård begyndelse og dertil en fimbulvinter i flere måneder.
1 december 1928 var åbningsdag. Vi solgte for 1800 kr. i julemåneden men allerede i januar dalede omsætningen til 400 kr.
Men Svend, som jeg havde taget som medhjælp, trøstede mig og var en god sælger.
I 1929 den 26. april blev jeg gift med Helga i Heltborg Kirke i Thy, og vort samliv har nu varet i mere end 50 år.
Skønt forretningen ikke gik godt, blev jeg presset til at købe den i maj 1930, skønt jeg havde forpagtet den for 5 år.
Efter 2 års forløb mente jeg ikke at kunne beholde Svend længere som medhjælp. Leveomkostningerne var lave og skatten var lav, men fortjenesten var derefter - ofte med underskud."

På onkel Lydiks 80 års dag talte VESTKYSTEN med ham:
"I 1933-34 begyndte det at vende, og vi kunne sælge alt, hvad vi kunne skaffe".
Lydig Frehr har gennem årene været meget aktiv i foreningslivet.

• "Lokalsamfundet har altid interesseret med, men det er da muligt, at det gik lidt ud over forretningen, at jeg rodede mig ind i så meget. I 1933 blev jeg valgt til Toftlund sogneråd og sad der i 12 år. ........Jeg var også med til at stifte Toftlund Handelstandsforening."
  Videre skal det nævnes, at Frehr i en snes år var revisor i Toftlund Sparekasse.... Frehr har lavet en række malerier som ikke mindst pryder hans eget hjem, men den hobby har han måttet opgive, fordi synet er begyndt at svigte.
  Vi vender tilbage til hans egen beskrivelse, som er uddraget af hans beskrivelse af hans brødre:
  "Foråret 1966 blev jeg indlagt på Sønderborg hospital for en større maveoperation. jeg var langt nede, men alle brødre aflagde besøg og ved afskeden omfavnede jeg dem."
  I 1969 stoppede onkel Lydik som forretningsdrivende. Bygningen blev solgt til Haderslev Bank og moster Helga og onkel Lydik flyttede til Margrethevej, hvor de nød deres otium. Det dobbelte svogerskab betød, at vi sønner af Peter Frehr til stadighed holdt forbindelsen med vor farbror og moster i Toftlund.

ONKEL LYDIK FORTSÆTTER:
"I juli 1976 havde vi en dejlig tur med Peter til Frederikshavn og Skagen."
"Den 26 april 1979 fejrede Helga og jeg vort Guldbryllup.
Skønt Peter altid har haft et jernhelbred, blev han syg lige inden. Marna besøgte ham om mandagen den 23. - hvor han lå på sin sofa og selv havde jeg skrevet til ham, at jeg agtede at besøge ham fredag, dagen efter vor fest.
Ak, men for sent.
Guldbryllupsdagen oprandt med flaghejsning og morgensang. Om aftenen kørte børnene os en lille tur gennem nabolaget. Alle vinduer var festligt illuminerede og folk stod og vinkede, næsten som om vi var kongelige gæster.
Da vi kom hjem fra festen, lagde Marna sin hånd i min og sagde: "Onkel Peter er død i nat". Børnene havde klogeligt holde det hemmeligt hele dagen. Netop nu måtte jeg fælde en tåre."
Den 2. Juni 1983 døde onkel Lydik.
Men vor tilknytning til hjemmet på Margrethevej blev ikke mindre. Moster Helga modtog os med åbne arme, hver gang vi aflagde et besøg og det blev hver gang til en vedkommende debat om menneskelivet, politik og verdens dårskab. Og en snak om onkel Lydik, far (Peter Frehr) og mor (hendes søster "Stjanne") alt, hun havde oplevet sammen med dem
.
(Uddrag af onkel Lydiks beskrivelse af sine tre brødre samt avisudklip samlet af brorsønnen Ivar Frehr.)