Frehr familietræ

Gift med Kristiane (født Kristiansen) født 08.02.1900 i Heltborg Thy og død 27.07.1969 i Skodborg

Uddrag af
LYDIK FREHR SKRIVER OM PETER FREHR

(forkortet med fokus på Peter. If.)
Den ældste af vi brødre, Peter Frehr er født i Toftlund den 12. Juni 1899, i samme forretningsejendom, hvor far og mor begyndte deres forretning i 1898, og hvor jeg 30 år efter ligeledes begyndte forretning.
Allerede som dreng viste Peter skuespillertalent. Således medvirkede han i et julespil forklædt som nisse, der slog på stortromme. Det var jeg meget imponeret af.
I 1908 flyttede vi børn fra den "stråtækkede" og over i en ny flot skolebygning. Al undervisning foregik dog på tysk, undtagen de 4 ugentlige timer i religion.

SKOLETID OG LÆRETID.
Omkring 12 års alderen kom Peter til Haderslev Katedralskole. Desværre fuldendte Peter ikke sin eksamen. Det var særlig Fransk og Latin, der voldte ham kvaler. Nogen større læsehest har Peter nu aldrig været.
Peter kom - efter sin konfirmation - i lære hos manufakturhandler Lund i Egtved.
August 1914 udbrød første verdenskrig og far (AP) blev straks indkaldt. Et par år senere blev vores unge medhjælp indkaldt, hvorefter Peter kom hjem for at hjælpe mor i forretningen.
Peter døjede med at gå hjemme. "Jeg var en vild krabat", har han selv udtalt.
Det hændte, at han var væk i flere dage, uden mor vidste, hvad han foretog sig.
Foråret 1917 mente Jens Hörlyck, der var mors rådgiver, at Peter havde godt af lidt landluft. Derfor fik Peter plads på "Tornumgard" ved Rødding. Det var selvfølgelig ikke Peters bord, og da der var fare for at hans årgang kunne blive indkaldt, kom han hjem.

OVER GRÆNSEN.
Nu ville Peter over grænsen til "Nordarméen".
Efter at Peter var blevet ekviperet og fået lidt kontanter, gik jeg med ham lige forbi vagtposten ved det tyske toldhus. Lidt uden for Vejen by tog vi afsked med hinanden og snart efter fik vi et kort, hvori han meddelte, at han havde fået plads i Løgstør. Han var på den tid knap 18 år.
Fra Løgstør kom Peter til manufakturhandler Lund i Vejen. Her lærte Peter mere, hvad angår varekundskab, rigtig stofmåling, kundebetjening m.m. end nogensinde før, har han fortalt.

KOLDINGTIDEN.
Skal mindet om Peter være ærligt, er det nødvendigt at huske skyggerne ved siden af de - heldigvis - også lyse sider. Vi holdt alle af vores store bror, men desværre har Peter altid været lidt ustabil. Hans ophold i Kolding ligger lidt i mørke.
Selv har han blot fortalt, at han kom i dårligt selskab.
Det endte med, at Peter kom under en slags offentlig forsorg. Far besøgte ham. Den tilsynsførende sagde til far: "Deres søn har et godt sind, men han er blød som smør og let som den flagrende fugl."
Da han mærkede, at far var bevæget, tilføjede han: "De må ikke tro, vi er onde mod vore unge mennesker". Hvortil far svarede: "Jeg har set værre ting, end disse, men De må forstå, at det efter 4 1/3 års krigsdeltagelse og hjemkomst gør en far ondt at se ham her".
Dette har far fortalt mig. Episoden er aldrig senere blevet omtalt.
Men så kom Peter hjem (næsten som den fortabte søn) og gensynsglæden var stor.

SKUESPILLER ?
Far mærkede jo nok Peters talent og interesse for skuespil. Derfor ville han gerne hjælpe Peter frem ad denne vej. Han skrev til kgl. Skuespiller Jerndorf om han ville tage en ung sønderjyde til læseprøve. Svaret var positivt - dog måtte Peter først indgående øve sig på at læse nogle af Jerndorf opgivne stykker.
Pludselig afslog Peter det seriøse tilbud.
Man må nok sande: "Mennesket er det eneste levende væsen, der står sine egne interesser imod".

REJSEN TIL AMERIKA
i 1921 var tiderne stadig sløje og Peter bestemte - som så mange andre - sig til at rejse til USA.
I marts 1921 rejste Peter så med det gamle skib "Frederik d. 8" til USA og 2 år senere fulgte Niels (bror) så efter.
Peter var først beskæftiget ved landbruget (50 dollar + kost og logi pr. måned). Senere kom han til at køre skolebus. Han har dog også været beskæftiget inden for sit eget fagområde. Han befandt sig bedst i de store byer, hvor han var ansat som køkkenhjælp, opvarter m.v. i nogle af de små spisesteder, der havde åbent døgnet rundt.
Skønt far skrev flittigt, hørte vi sjældent fra dem. Peter var den, der skrev mest. Kom der endelig brev var der glæde i hjemmet. Fast adresse havde de faktisk ikke, men brugte gerne "Post Box - German House", hvor de sikkert holdt til nu og da.
Engang fik Peter en lys ide. Han opsøgte Niels. Sammen skulle de købe en gammel Ford og sælge strømper og undertøj (billige rest- og partivarer) ude på landet.
"Salget gik strygende", har Niels fortalt. Men pludselig ville Peter ikke mere til Nielsps store fortrydelse. Igen var det bylivet, Peter længtes imod.
USA havde indført total spiritusforbud. Nu begyndte gangstervældet med smugkroer og illegale natklubber. Her arbejdede Peter, selvom det kunne være farligt. Til gengæld vankede der gode drikkepenge.
Engang holdt indehaveren Peters løn tilbage, Peter sagde sin stilling op og opsøgte Niels. Sammen henvendte de sig til manden og Niels, som var stor og stærk, truede manden, idet han lod som om han havde en revolver i lommen.
Så faldt pengene omgående.
Nu begyndte det store bankkrak i USA. Det forplantede sig til hele Europa. Run på banker og sparekasser, aktiefald, arbejdsløshed og talrige selvmord fulgte i krisens kølvand.
Også herhjemme mærkedes krisen.
Nu tog Peter sig sammen, han ville hjem, hjem til Danmark.
Han var så heldig at få plads som en slags økonoma i en rigmands club som ejede en golfbane. Da han fik gode drikkepenge besluttede han sig til at spare op til hjemrejsen.. Snart kom han i forbindelse med min hustru Helgaps søster Kristiane (Stjanne) som var lærerinde på Skodborg skole. Sympatien var gensidig og forlovelsen kom snart i stand.

ET NYT TIDSAFSNIT BEGYNDER
Far tilbød nu Peter og Svend sin forretning på yderst fordelagtige vilkår. 1. April 1931 begyndte et større åbningssalg. Det blev en vældig succes.
Den 2. August samme år blev Stjanne og Peter gift i Skodborg kirke.
Bryllupsrejsen gik til Silkeborg, hvor Stjanne havde læst.
Denne nære forbindelse mellem brødre og søstre - dobbelt svogerskab - blev til stor glæde gennem snart 50 år. Peter boede i begyndelsen sammen med Stjanne i hendes lejlighed på skolen, men senere købte de eget hus.
Skønt forretningen stadig gik godt, hævede Peter i 1938 pludselig sit kompagniskab med Svend. Så fik Peter sit tilgodehavende udbetalt, idet han så bort fra afståelse - købte bil, varelager m.m. Det viste sig at være en dårlig investering.
Snart var varelageret realiseret og Peter begyndte på et mere usikkert liv som repræsentant.
2. verdenskrig brød ud, der kom rationering og til sidst blev bilen klodset op.
Efter krigen købte Peter en lille Fiat og begyndte igen som repræsentant, men det holdt snart op.
Peters store interesse var amatørteater. Han var en kendt og skattet instruktør i mange foreninger. Peter var og blev en ener, for ikke at sige en spasmager og gøgler. Han kunne trylle og underholde, var godmodig og aldrig misundelig. Ofte har han hjulpet og opmuntret mig.

PENSIONISTTILVÆRELSEN.
I 1967 blev Stjanne pensioneret. Hun glædede sig til sit velfortjente otium. Desværre blev den kun kort. Huset i Skodborg havde fået en tiltrængt modernisering med indlagt centralvarme, nyt køkken og badeværelse.
Sommeren 1968 afholdt vi det sidste slægtsmøde her i Toftlund. Allerede da mærkede vi Stjannes alvorlige sygdom.
Den 14 juni 1969 fejrede Peter sin 70 års fødselsdag på Jels Voldsted. Stjannes sygdom tog til og det 27. Juli 1969 døde hun på Haderslev sygehus, 69 år gammel.
Et års tid efter var han så heldig at sælge huset og fik - efter et dårligt lejeforhold - heldigvis en billig, varm pensionistbolig. Her befandt han sig godt. Peter besøgte os jævnligt her i Toftlund, og vi glædede os hver gang.
Om aftenen ville han gerne spille Rommy - senere lærte vi ham det mere interessante Whist-spil. Desuden havde vi brødre den årlige udflugt i Peters gamle bil.
Men i efteråret 1974 blev Peter anholdt af færdselspolitiet ved Gram skov. Nummerpladerne blev fjernet (ikke uden grund). Kørekortet fik han dog lov til at beholde.
August 1978. Skønt Peter ikke var rejselysten, fik vi ham med på en 3 dages tur sammen med Onkel Arne fra Vonsild. Sild-øen rundt, til Husum (die graue Stadt am Meer) videre til Frederiksstad og Ejderen. Hjem over Dannevirke (Valdemarsmuren) Gottorp Slot, Slesvig med domkirken og Glücksborg.
Skønt Peter altid har haft et jernhelbred, blev han syg lige ind til vort guldbryllup den 26. April 1979.
Marna havde besøgt ham den 23. Hvor han endnu lå på sofaen. Selv havde jeg skrevet til ham, at jeg agtede at besøge ham fredag, dagen derpå.
Ak. Men for sent.
Tre ting nåede Peter ikke.

• Deltagelse i et barnebarns konfirmation (Jette)
• Guldbryllupsfesten i Tirslund forsamlingshus
• Hans egen 80 års fødselsdag, som han havde forberedt.
  Tak kære Peter - jeg savner dig!
  Dog trøster det mig, at "døden din gik på lette hængsler"

(nedskrevet af broderen foråret 1981)
Lydik Frehr.

Uddrag af Ivar Frehrps omtale af sin far Peter Frehr

FARFAR
Min far opfattedes af mange som en selskabsmand. Han "klovnede" og kunne underholde et selskab med alskens mærkelige påfund - og mennesker holder jo så meget af at blive underholdt. Farmor fortalte, at mange havde sagt hende, at hun havde en livlig og morsom mand, men hjemme kunne han ofte være helt anderledes. Tung, indadvendt og grublende og vanskelig at komme i tale med om andet, end det han tænkte på.
Men han elskede også at lege og bruge den kreative side af sig selv og det fik vi børn gavn og glæde af, for i legene indgik næsten altid, at der skulle fremstilles forskellige ting. Man købte sjældent legetøj - højst til jul og fødselsdag. Dels kunne det ikke lade sig gøre og dels opstod tingene "færdige" i hans fantasi og han vidste, hvordan de skulle se ud.
Engang fandt han på, at vi skulle lave et dukketeater med scene, handskedukker og kulisser - og det fabrikerede han så. Ved hjælp af 4 kosteskafte, nogle tapetrester og lidt sækkelærred fik vi - han - lavet en scene og hjemmelavet papmasse var grundsubstansen, der blev brugt til at lave dukkehoveder. Det var med til at udvikle vores fantasi, for stykkerne "skrev" vi selv og opførte dem for vore kammerater og for hinanden.
Han sørgede også for, at der var et legehus ude i haven og det blev også benyttet meget, når vi lavede tivoli med boldspil, ringkast og salg af varme pølser ud af legehusets luge.
Julekalenderen var naturligvis også hjemmefabrikeret og ikke mindre spændende, end vore kammeraters. Fremstillingsprocessen var mindst lige så spændende som brugen, hvilket gjaldt alle de ting han lavede for os - nej, sammen med os.
Som større har jeg oplevet at han kunne "falde ind i sig selv" . Så kunne man ,ved at iagttage hans mimik - se at han diskuterede med én eller anden imaginær person (måske hans indre jeg) - eller måske gennemspillede han små roller i arbejdet med sig selv.
Jeg tror, han var fanget i et dilemma, som også jeg kan føle at have arvet noget af - "Den frehrpske syge" - hvor man på én gang føler sig anderledes (og måske er lidt stolt af det) og på den anden side længes efter at indgå i et homogent fællesskab med en gruppe og føle sig almindelig.
Når man føler sig anderledes, kan man forfalde til selvransagelse og så tror jeg det var, han gennemspillede eller afprøvede roller, han senere ville praktisere med levende medspillere..... men det virker aldrig, for de har jo ikke lært deres replikker , disse virkelighedens medspillere. Og så står man der og føler sig ved siden af med sine indstuderede roller, der ikke passer til virkelighedens teater.